phd.Nana

og representativeness, der tilsammen skal sikre, at man som forsker ikke påvirker sine
resultater gennem tendentiøs udvælgelse etc. (ibid.10).
The extended case method forbryder sig mod alle 4 R’er (hvilket Burawoy i øvrigt også mener
at positivistisk forskning gør), men hans pointe er, at the extended case method er en del af et
helt andet vidensprojekt, og derfor skal holdes op mod helt andre kvalitetskriterier. Kontekst
er ikke støj, der forstyrrer udsigten til virkeligheden, konteksten er virkeligheden (ibid.13).
Derfor løser det ikke problemet at forfine de positivistiske værktøjer for at minimere
kontekstens indflydelse. I stedet skal man erkende, at der er tale om en anden form for
vidensprojekt, nemlig et refleksivt vidensprojekt. I refleksiv videnskab er det største problem
ikke ”context effects”, men snarere ”power effects”. I refleksiv videnskab er der ikke noget
ønske om at holde observatør og informant på afstand af hinanden, i stedet tages der
udgangspunkt i det intersubjektive møde mellem observatør og informant, og man følger som
forsker de mennesker, man studerer gennem tid og rum -­‐ enten virtuelt (som i historiske
analyser) eller virkeligt (som i deltagerobservation) – for at forstå deres situerede viden. Men
naturligvis stopper projektet ikke ved, at forskeren bliver ekspert i en ganske bestemt og
meget lokal viden.
Faktisk langer Burawoy ud efter både hermeneutikken, den fortolkende tilgang, thick
description og Geertz, som han mener, kun favoriserer en sådan situeret eller lokal viden. Det
synes Burawoy ikke er tilstrækkeligt (og det syntes Geertz jo sådan set heller ikke). Det helt
store spørgsmål er, hvordan og med hvilke belæg man som forsker kan ”strække analyserne
ud” fra disse lokale og praksisnære studier af extremely small matters og bringe dem i
samtale med anden viden på en måde, hvor forskningsresultaterne bliver relevante i andre
sammenhænge også. Og her pointerer Burawoy, at i det refleksive vidensprojekt er viden hele
tiden emmergerende. Det handler ikke om at be-­‐ eller afkræfte hypoteser, men om hele tiden
at bringe sin forskning i samtale – ikke bare med dem man studerer men også med andre
forskere og deres forskning. På den måde er refleksiv videnskab ikke at forstå som noget, der
på et tidspunkt når frem til en endegyldig sandhed, eller tager udgangspunkt i en hypotese,
der kan be-­‐ eller afkræftes, men som et vidensprojekt, der hele tiden er under ombygning og
viderebearbejdning (Burawoy 1998:16). Man kunne (med reference tilbage til den
samarbejdende tænketrend, jeg var inde på i indledningen) også argumentere for, at det
refleksive vidensprojekt som sådan selv er udtryk for denne tænketrend, i og med at der ikke
lægges op til at man kan nå til endegyldige sandheder, men at ny viden er noget der hele tiden
emmergerer gennem samtaler eller samarbejde mellem aktører.
Men hvordan skelner man så mellem god og dårlig refleksiv forskning Burawoys forslag er,
at man i refleksiv videnskab tilstræber en anden slags objektivitet end i positivistisk
videnskab. I den positivistiske videnskab tilstræbes en procedurebaseret objektivitet, forstået
på den måde, at hvis man som forsker følger den rette procedure i sin udvælgelse og
behandling af data, så garanterer man på den måde produktets objektivitet (Burawoy
1998:28). Som alternativ foreslår han, at man i refleksiv videnskab tilstræber en ”embedded
objectivity”, hvor det er produktet der styrer processen, og hvor man som forsker ”strækker
sig ud” på forskellige måder, der medfører forskellige power-­‐effekter, som må inkluderes i
analysen. Det vil jeg forsøge at gøre, men der mangler stadig en eller anden form for
rammeværk for udstrækningerne. Hvis ikke man som forsker ligefrem vil satse på at arbejde
eklektisk, må der være en eller anden form for overordnet sammenhæng i måden man laver
udstrækninger på. Her har jeg igen hentet hjælp hos Glynos og Howarth.
26