phd.Nana

uligeværdige styringsrelationer, og på den anden side skulle de selvsamme relationer være
ligeværdige samarbejdsrelationer.
Den store kommune var imidlertid også præget af to andre indbyrdes modstridende
styringsfantasmer, som jeg valgte at kalde ”markedsmekanismen” og ”vækstmotoren”. Også
disse fantasmer stødte imidlertid sammen og skabte forvirring. På den ene side skulle
forholdet mellem kommunen og virksomhederne være distancerede for ikke at virke
markedsforvridende, og på den anden side skulle de være tætte og tillidsfulde af hensyn til
innovationen, samarbejdet, investeringsviljen og vækstpotentialerne.
I den lille kommune, var der mindre heterofoni. I ledernes beretninger var der mindre fokus
på styring og styrbarhed, og mere på at facilitere selvstyring, samarbejde, lytning og dialog på
en måde, hvor der kunne skabes en demokratisk genvej til borgerne. Denne fortælling stod
mindre i vejen for en innovations-­‐ og samskabelsesfantasme, end den hierarkiske fantasme
gjorde. Den lille kommune havde i kraft af fraværet af samarbejdspartnere fra det private
erhvervsliv heller ikke haft regler om beskyttelse af den frie konkurrence inde som
”fjernstyrings-­‐fantasme”. Man kan på den måde sige, at aktørerne i den lille kommune var
mindre udfordrede af at skulle navigere i heterofone sammenhænge – om end der trods alt
var nogen tvivl. Og man kan ikke konkludere, at styringen i den lille kommune ”virker bedre”
end i den store. Der er snarere tale om, at lederne i den lille kommune fravælger at forsøge at
styre projektet ”hands-­‐on” efter en lineær model eller ”hands-­‐off” efter markedsorienterede
modeller, som antages at kunne virke som en form for mekanisme, der automatisk sørger for
at processerne reguleres eller vokser i en bestemt retning.
I stedet legitimerer den lille kommunes chefer ”oppefra” gennem deres fortællinger og
moralske opbakning, at medarbejdere og andre aktører ”nedefra” eller ”indefra” kan
samskabe nye og bedre løsninger, end de kan hver for sig. Selvstyringsfantasmen ser ud til at
gå bedre i spænd med forestillingerne om innovation og samarbejde end den lineære
styringsfantasme og ligeledes end ”markedsmekanisme-­‐fantasmen”, forstået på den måde, at
projektdeltagerne i den lille kommune oplevede mindre tvivl om, hvad der var rigtigt og
forkert. Selvstyringsfantasmen giver til gengæld afkald på forestillinger om linearitet og
styrbarhed, hvis dette forstås som udtryk for en vis grad af kausalitetsforventninger
(Thygesen og Andersen 2012), og den giver ligeledes afkald på forestillinger om at en særlig
”mekanisme” sørger for, at en subjektløs og fra omgivelserne isoleret proces pr. automatik
trækkes i en bestemt retning (Glynos & Howarth 2007:86, 97).
Tvivlens og paradoksernes udtryksformer
Hvis man skal se lidt på tværs af kapitlerne kan man sige, at jeg har beskrevet en række
forskellige fantasmer, hvoraf nogle viste sig at trives bedre i hinandens selskab end andre.
Samskabelsesfantasmen gik forholdsvis uproblematisk i spænd med en forståelse af, at den
offentlige sektor blev og burde blive styret gennem facilitering af selvstyring, og gennem en
demokratisk genvej til folkesjælen, forstået som at medarbejderne aktivt skulle lytte sig frem
til borgernes behov og inddrage borgerne i innovationsprocesserne. Til gengæld havde begge
kommuner vanskeligt ved at opretholde samskabelsesfantasmen i de situationer, hvor en
hierarkisk fantasme eller en markedsorienteret fantasme også skulle opretholdes inden for
samme organisatoriske sammenhæng. De paradokser og tvivlsspørgsmål, som opstod i den
forbindelse kom til udtryk på flere måder:
222