phd.Nana

omformulere og genbehandle forandringer, så det samlede system opretholdes, men også
udvikles (ibid.). Han skriver i indledningen:
“The myths are not in Levi-Strauss’s view intrinsically stable, until they are disturbed
by history. Quite the opposite, they exist because of history, they exist to dampen
down the effects of disturbances in order to maintain the coherence of
meaningfulness. The myths generate the appearance of stability, an illusion of
timelessness, that cannot be affected by changes in the world, but they do so by
means of their ceaseless transformations, which marks their very historicity as
objects from the analytist’s point of view” (Gow 2001:11) (min understregning).
The Dreaming eller den mytiske tid er altså en anden måde at "se" (eller måske snarere
”overse”) forandringer på. En måde, der ikke udskiller eller udstiller noget forandret fra noget
andet, som så gøres til den statiske kontekst, men som væver forandringen ind i konteksten
og inkorporerer forandringen.
Myterne kan så at sige betragtes som et eksempel på den slags fantasmatiske logikker, som
Glynos og Howarth beskriver, og som gør,
at mennesker er villige til at ”overse” forandringer og lade som om de hele tiden har været
der for at opretholde fantasien om, hvordan verden er indrettet. Og det var også lige præcis
det, Lévi-­‐Strauss mente var myternes funktion. De kunne mediere mellem de uforenelige
modsætningsforhold, der kunne være i livets store spørgsmål: Liv og død, fortid og nutid, os
og de Andre. Store spørgsmål kunne håndteres, og spændingerne mellem dem mindskes
gennem myterne (Lévi-­‐Strauss 1994:225ff).
Men det er værd at bemærke at i "varme" samfund ser det egentlig ikke ud til, at vi er specielt
interesserede i at "mediere" spændingen mellem fortiden og nutiden -­‐ i hvert fald ikke, hvis
mediere skal forstås som "udligne". Tværtimod ser det ud som om, vi er mere interesserede i
at fremstille forskelle mellem fortiden og nutiden. Når jeg skriver at vi "fremstiller" forskelle
mellem fortid og nutid, mener jeg både fremstille i betydningen "vise" eller "udstille", men
også i betydningen "fabrikere" eller "skabe". Når vi fx tegner en tidslinje med forskellige
opfindelser, civilisationer eller lignende, fremstiller vi forandringen ved at stille den i forhold
til noget tidligere, og vi sætter dermed fokus på mennesket som skaber af sig selv.
Innovation som fantasmatisk logik
Når nogle af deltagerne i En God Hverdag På Plejehjem valgte at fremstille et bidrag til
projektet som innovativt og banebrydende, kunne det dels hænge sammen med, at det var
politisk opportunt, kunne legitimere brugen af projektmidlerne, kunne øge mulighederne for
at sælge sit produkt eller at det bare passede sammen med en normativ fortælling, der hylder
udvikling, omstilling og dynamik. ”Innovation” var, som lederen af innovationsafdelingen
forklarede, blevet det ord, man skulle bruge. På et tidspunkt var det så ikke længere
innovation, man skulle tale om, men derimod vækst. Men det er værd at bemærke, at vækst-­metaforen
skriver sig ind i samme metafortælling, idet den også handler om udvikling og
dynamik og i hvert fald ikke om at "inkorporere forandringer", og lade som om de altid har
været der.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke påstår, at innovation er en indbildt fantasme, og at en
mere statisk udlægning af verden er en alternativ og mere realistisk beskrivelse. Både den
klassiske mytiske tænkning, der inkorporerer forandring og lader som om den ikke har fundet
129