phd.Nana

Udstrækninger, logikker og kritik
Glynos og Howarth foreslår at udstrækningerne fra studiet af extremely small matters kan ske
ved hjælp af logikker. Med det forslag skriver de sig ligesom Burawoy op imod en positivistisk
inspireret videnstradition, der har lagt vægt på at finde lovmæssigheder og
kausalsammenhænge. Gennem et helt kapitel diskuterer de Elsters forsøg på at finde frem til
en moderat måde at lede efter ”kausalitets-­‐mekanismer” på i samfundsvidenskaberne, men de
når frem til, at Elsters projekt er mislykket og alligevel ender med at efterligne et positivistisk
vidensprojekt baseret på kausale forbindelser og forudsigelighed, som om det var eneste
måde at forklare eller lave udstrækninger fra en studeret praksis på. De skriver:
“We call this dominant conception of natural science causality by a variety of names,
which include the causal chain, causal sequence, linear, or ”billiard ball” paradigm of
causality, all of which are metonymically represented by the term ”mechanism””
(Glynos & Howarth 2007:92). […] ”The term logic better avoids the connotations of
subject-independence that talk of causal laws and mechanisms suggest” (ibid. 97).
Glynos og Howarth vil altså ikke analysere gennem lineære sammenkoblinger over tid i et
forsøg på at finde ud af, hvad der leder til hvad. Deres tilgang er en helt anden. De er meget
inspirerede af Laclau og Mouffe og ser ikke den sociale udvikling som drevet af kausalitet eller
”mekanismer” uden subjekter, men af kampe mellem forskellige diskurser (eller logikker), der
konstant er under påvirkning og omstrukturering. Den sociale verdens udvikling sker altså
ifølge Glynos og Howarth ikke fordi bestemte begivenheder har ledt til andre begivenheder,
men fordi nogle mennesker har kæmpet for at vinde andre for deres sag. Denne tilgang
bygger i lighed med andre diskursanalytiske tilgange på to meget væsentlige
inspirationskilder: den marxistiske arv (som bl.a. ses i det tydelige fokus på kampe og magt
som den historiske drivkraft) og den strukturalistiske arv (som ses tydeligt i deres tilgang til
kultur som sprog og deres søgen efter ”grammatikker” og regler). Deres teori er en teori om
kommunikation og kamp (altså om sociale relationer) ikke en teori om lineære kausaliteter og
årsagssammenhænge.
Jeg vil gribe min analyse an ud fra en tænkning, der på mange måder er i tråd med Glynos og
Howarth. Men som de også selv er inde på, så er der masser af ”mekanisme-­‐tænkning” i spil i
forskellige organisatoriske sammenhænge, og som jeg vil vise, findes den type tænkning også
inden for innovations-­‐ og styringsteorierne. Men i stedet for at indgå i en afprøvning af, om
”mekanismerne”, fasemodellerne eller de lineære innovationsteorier ”virker” ud fra kausale
udstrækninger og efterprøvninger af hypoteser, vil jeg ligesom Glynos og Howarth betragte
disse teorier som logikker i kamp med andre logikker. Mekanisme-­‐tænkningerne får derfor i
min afhandling et second-­‐life, som udtryk for en særlig logik, hvilket vil sige, at jeg ikke
hopper ind i mekanismetænkningerne og afprøver, om de er rigtige, men at jeg i stedet
betragter dem og undersøger, hvilke antagelser om sammenhænge, der må være tilstede, for
at de giver mening.
Netop hvis man vælger at se på logikker i kamp med andre logikker frem for på kausale
forbindelser mellem forskellige begivenheder over tid, giver det endnu bedre mening, når
Burawoy gør opmærksom på, at problemet med at indgå i et refleksivt vidensprojekt ikke er,
at man skal håndtere kontekst-­‐effekter, men at man skal håndtere magt-­‐effekter.
Hvis man opfatter det vidensprojekt, man har gang i som noget, der handler om mekanismer
og lineære sammenhænge, er det forståeligt nok et stort minus, hvis man selv kommer til at
27