phd.Nana

På den måde ser han i høj grad innovation som et spørgsmål om udvælgelse af idéer eller
variationer inden for et domæne, og her spiller de sociale omgivelser -­‐ altså feltet -­‐ en stor
rolle. Som Redvall påpeger, så er feltet ikke at forstå som et fag, men snarere som de sociale
aspekter af et domæne. Domænet befolkes af en række forskellige eksperter eller gatekeepere,
og de er med til at afgøre, om noget nyt anerkendes som et værdigt og passende bidrag til
domænet, et som kan lukkes ind og påvirke eller ligefrem transformere domænet (Redvall
2010: 36-­‐40).
Da Csikszentmihalyi bruger analogien til biologisk evolution har han også et bud på, hvad der
inden for kulturel innovation svarer til gener, nemlig "memer". Memer er sprog, tal, sange,
opskrifter, teorier, love, værdier osv., som vi bruger til at videreføre kulturen med. Kreative
mennesker ændrer på disse memer, og hvis der er tilstrækkelig mange af de rigtige Andre, der
synes, at ændringerne er en forbedring, lukkes de ind og bliver en del af kulturen, hvorved
forandringen af domænet opstår (Csikszentmihalyi 1996:7). Hvis "mutationerne" eller de
forandrede memer derimod ikke anerkendes som værdifulde eller passende eller geniale
bidrag af de rigtige gatekeepere, får de heller ikke transformerende effekt. Dermed vil jeg
mene, at Csikszentmihalyi i sin model får sat fokus på, hvordan anerkendelse (og
anerkendelse fra de rigtige mennesker) fungerer som noget helt centralt i den selektion, der
afgør om noget lukkes ind og tillades at få forandrende effekt på et domæne. Det handler altså
ikke bare om idéerne, men i høj grad også om anerkendelsen af dem.
Csikszentmihalyi ser således ikke innovation som kommende udefra, men han ser heller ikke
entydigt innovation som kommende fra enkeltpersoner på samme måde, som man tidligere
anså kunstnere og andre særligt kreative mennesker som "kilder" til innovation. Personen
betyder noget, men er på ingen måde uafhængig af hverken domænet eller feltet.
Han får i høj grad gjort innovation til et spørgsmål om udvælgelse af idéer eller kreative input,
hvilket mange af de andre teoretikere også har fokuseret på. Således indgår der en
"udvælgelsesfase" i rigtig mange af de lineære fasemodeller, men til forskel fra fase-­teoretikerne,
beskriver Csikszentmihalyi ikke processen som et planlagt forløb, hvor man
beslutter, at nu skal der vælges mellem ideerne. Derimod opfatter han processen som
indbygget i menneskers almindelige sociale omgang med hinanden inden for forskellige felter.
I den tilgang ligner han på mange måder Bourdieu, der ligeledes har forsøgt at beskrive
balancen mellem stabilitet og udvikling som et spørgsmål om at bestemte særlig magtfulde
aktører inden for forskellige felter har magt og status nok til at kunne bestemme hvilke
spilleregler, der skal gælde inden for feltet og dermed hvilke "bud" på nyskabelser, der kan
bliver godtaget og få lov til at forandre praksis (Bourdieu 1979:99ff). Innovation bliver i
Csikszentmihalyis eller Bourdieus forståelse et spørgsmål om, hvorvidt nye input anerkendes
af de rigtige mennesker, bliver inkorporeret i feltets praksis og vidensdomæne, hvorefter der
kan komme nye kreative idéer, som i heldigt fald gennemløber samme cyklus. På den måde
kan man beskrive processen som en evolutionær proces, men man kunne også betragte
processen som en cirkulær proces, fordi det samme mønster af nye input, anerkendelse,
forandring af de kulturelle ”memer” gentager sig over tid og skaber denne udvikling – blot
ikke inden for en styret eller organiseret cyklus eller fasemodel, men i almindelig social
omgang mennesker imellem.
Således beskriver både Csikszentmihalyi og Bourdieu forandring som noget, der i bund og
grund har at gøre med de sociale spilleregler og omgangsformer, og på den baggrund lægger
105