phd.Nana

især er de blevet kritiseret for i den proces at sidestille ”aktiv” med ”magtfuld” og overse, at
der trods alt var forskel på, hvor magtfulde forskellige grupper i samfundet var (Morley
1996:10-­‐13).
Og hvordan skal man så forholde sig til det På den ene side er det ikke videnskabeligt
holdbart at tro, at man kan indtage en særlig rolle ”udenfor verden” og beskrive virkeligheden
fra ”nowhere in particular” (Hastrup 1995:13). På den anden side kan vi jo heller ikke som
samfundsforskere være tilfredse med gang på gang at vise at mennesker i alle mulige
forskellige kontekster navigerer og skaber mening efter bedste evne, og at alle handlinger
derfor kan begribes som meningsfulde og ”empowered”, hvis blot man forstår dem på folks
egne præmisser.
Glynos og Howarth skriver i deres argumentation for at bruge ”logikker”, at man slet ikke kan
undgå at udøve kritik i sine analyser (2007:194). De beskriver, for det første, hvordan man i
sine analytiske forehavender må være på udkig efter sociale logikker, som må uddybes og
udstrækkes gennem beskrivelser af de klynger af regler, roller og relationer, der må være
tilstede, for at praksissen giver mening og kan opretholdes (ibid.136-­‐137). Og for det andet
mener de også, at man som forsker må være på udkig efter modlogikker i aktørernes
selvforståelser.
Som eksempel på det første, altså på, hvordan en logik kan udstrækkes ved at se på hvilke
regler, roller og antagelser om mennesker, der kan få logikken til at give mening, nævner de
Thatcher-­‐regimet i Storbritannien. Det kunne karakteriseres af en række forskellige og til dels
sammenknyttede logikker herunder markedsliggørelse og centralisering. Men nok så
interessant knytter de også disse logikker sammen med en særlig politisk filosofi (New Right),
der gik ud på at frigøre den kapitalistiske økonomi og de formodet tilhørende
entrepreneurielle praksisser fra de snærende bureaukratiske bånd og magtfulde
fagforeninger (ibid.137). På tilsvarende måde forklarer de, at ”markedslogikken” indbefatter
nogle bestemte subjektpositioner (købere og sælgere), objekter (varer og betalingsmidler), og
et system af relationer og betydninger samt nogle bestemte institutionelle sammenhænge,
såsom et fungerende retssystem. At udpege en logik, handler for dem også om at kunne svare
på, hvad det er for nogle omstændigheder, der skal være tilstede, for at denne logik kan
opretholdes og overhovedet give mening (ibid.136-­‐137).
Det andet forehavende – altså udforskningen af modlogikkerne – eksemplificerer de med
henvisning til de universitetsansattes insisteren på at forstå deres arbejde inden for
rammerne af en pluralistisk og demokratisk fællesskabslogik i stedet for inden for rammerne
af en individualistisk, konkurrencepræget audit-­‐logik, som i stigende grad er blevet udbredt
på britiske (og i øvrigt også danske) universiteter (Glynos og Howarth 2007:195-­‐197). Alene
ved at påpege og benævne eksistensen af sådanne modlogikker, har man allerede udtrykt en
kritik, og det samme har man, når man illustrerer den politiske karakter af social interaktion.
Det er altså ikke alene de sociale logikker, de to forfattere henviser til, når de advokerer for at
man skal analysere sig frem til de grammatikker, der kendetegner en bestemt praksis eller et
bestemt regime. Det er også det politiske aspekt og ikke mindst eventuelle ”mod-­‐fantasier”
eller alternative fællesskabsideologier, de er på udkig efter.
Inden forinnovationsforskningen er der i den grad logikker og fantasier i spil med og mod
hinanden. Som jeg vil vise gennem afhandlingen er der flere forskellige ”skoler” inden for
innovationsforskningen. Oversat til logikker bygger nogle af skolerne på antagelser om
33