phd.Nana

egribes gennem udvekslingsteori og i særlig grad ved at se på de ritualer, der er forbundet
med gavegivning i vesten, hvor der som nævnt er tradition for at skelne skarpt mellem
økonomiske og ikke-­‐økonomiske forhold – herunder gave-­‐relationer.
Samarbejdsrelationer og udvekslingsteori
Når jeg i forskellige sammenhænge har fortalt, at jeg ville studere samarbejde som udveksling,
har jeg fået ganske mange kommentarer a la "Jeg tror altså ikke på, at folk kun gør noget, hvis
de får noget for det!", eller "Det er jo sådan noget økonomi eller økonomisme!". Men det er
bestemt ikke hele historien om udveksling. Udveksling er meget mere end det, vi i den vestlige
verden ofte refererer til som økonomi, og det er bestemt heller ikke alle retninger inden
forudvekslingsteorierne, der fremstiller mennesker som ”nogen der kun gør noget, hvis de får
noget for det". Faktisk forklarer udvekslingsteorierne, hvad det er for nogle forestillinger, der
afføder lige præcis sådanne antagelser og kommentarer.
Udveksling er noget, der har optaget antropologer i over 100 år, og handler om, hvordan
mennesker indbyrdes handler, bytter, låner, deler, omfordeler, forærer, udnytter, stjæler,
forhandler, køber, sælger etc. Om disse udvekslinger er blevet fremstillet som udtryk for
generøsitet, egennytte eller som byggende på komplementære forestillinger om rigtige og
forkerte måder at udveksle på i bestemte situationer, afhænger imidlertid helt af teoretikerne.
Tager man de helt brede briller på, er udveksling at sidestille med kommunikation.
Karl Polanyi foreslog i sit værk " The Great Transformation" fra 1944 at skelne mellem to
retninger inden forøkonomisk antropologi, nemlig formalisme og substantivisme 17 .
Formalisme bygger på antagelser om, at mennesker handler rationelt og
udbyttemaximerende. Raymond Firth er en af de store navne inden fordenne retning, men
retningen bekender sig også til Adam Smith's bog om "Wealth of Nations" fra 1776, der netop
beskriver "economic man", som rationelt maximerer udbytte.
Polanyi selv mente at Smith med sin bog forsøgte at gøre det ”udbyttemaximerende individ”
til en slags billede på hvordan mennesker ”naturligt” er. Det mener Polanyi i lighed med
Malinowski og Mauss er en helt forkert tolkning af såvel historien som etnografien men til
gengæld en ganske fin forudsigelse af fremtiden, der bl.a. kom til at byde på en dyrkelse af det
frie selvregulerende marked i en grad, der netop krævede at den politiske og den økonomiske
sfære blev adskilt, så ”udbyttemaximeringen” blev tilladt, legitimeret og ligefrem dyrket inden
for ”markedet” (Polanyi 2001:47, 74). Dermed pointerer han også at ”økonomi” i et samfund
med en sådan forståelse af markedet som en særlig sfære er noget ganske andet end økonomi
i samfund uden en forestilling om et ”frit marked”. Det, der ifølge ham er særligt ved
”markedssamfund” er at det ikke kun er afgrøder, redskaber, tøj eller andre ting og sager, der
markedsliggøres, men også arbejde, jord og penge (ibid. 74).
For formalisterne kunne alt betragtes som økonomi, og man antog derfor, at mennesker
opførte sig ”økonomisk” – hvilket de forstod som udbyttemaximerende -­‐ i alle sammenhænge.
Men som både Malinowski og Mauss viste, så var og er der i gaveudvekslinger ofte ære, status
og moralske forpligtelser på spil, som gør det helt og aldeles upassende at ”forhandle om
priser” eller prøve at maximere eget udbytte. Sådanne moralske og ære-­‐relaterede aspekter
ville man fuldstændig overse, hvis man forsøgte at begribe udvekslingerne ud fra en vestlig
(altså udbyttemaximerende) forståelse af økonomi og marked (Malinowski 1978[1922],
Mauss 1997[1927]). Disse æres-­‐ og moral-­‐begreber kan tage mange former, og jeg agiterer
154