phd.Nana

og sælgere) forsøges undgået. Dette var også, hvad Erhvervs og Byggestyrelsen lagde op til i
den rapport, jeg refererede til i indledningen. Også her blev det understreget, at den form for
subjektpositioner, der var ønskelige i innovationsøjemed ikke var aftagere og leverandører,
men nogle andre mere innovative subjektspositioner og samarbejdsformer. En række
økonomiske teorier – i særdeleshed Schumpeters – har sat fokus på netop entreprenører og
investorer som afgørende for innovation, dynamik og udvikling, og på den baggrund giver det
mening, når økonomer og statslige styrelser og fonde forsøger at invitere aktører til at indtage
sådanne roller.
I tråd hermed kan man se den megen fokus på at danne offentlig-­‐private
innovationspartnerskaber, joint ventures, co-­‐creation, samskabelse osv. som et forsøg på at
”spænde innovations-­‐ og vækstmotoren for vognen”. Markedsmekanismen blev ifølge Polanyi
en fiktion eller en kult, som man satte sin lid til som en regulerende automatik, og man kan
sige, at i kraft af at denne kult blev indført i den offentlige sektor (Hood 1991), lagde den op
til, at deltagerne skulle indtage roller eller subjektpositioner som ”købere og sælgere” for at få
de sociale relationer til at minde om handel, således at systemet kunne formodes at regulere
sig selv som en markedsmekanisme eller noget tilsvarende.
Tilsvarende kan man sige, at den moderne selvskabelsesmyte og samskabelsesfantasmen i det
analyserede tilfælde kobles sammen med en vækstmotorfantasme, der på lignende maskinelle
måde bliver til en fiktion, der lover automatisk vokseværk, hvis blot maskinen aktiveres
rigtigt. Både økonomen fra fonden og de kommunale topchefer forbandt samarbejde,
cocreation, partnerskaber mellem offentlige og private aktører med innovation,
vækstpotentialer og skabelse af arbejdspladser. Hvor ”markedsmekanismen” så at sige i
offentligt regi blev forsøgt anvendt som en mekanisme der kunne sikre effektivitet og lave
priser (Hartley 2005), ser det ud til at ”vækstmotoren” forsøges anvendt til at udløse og
omsætte samarbejde og kreative potentialer til gode investeringer, der kan løse den offentlige
sektors økonomiske problemer gennem vækst frem for gennem effektivitet eller besparelser.
Problemet var ikke nødvendigvis at begge fantasmer var til stede samtidig – mennesker tror
på mange forskellige ting, der ikke nødvendigvis passer sammen. Problemet var snarere, de to
fantasmer foreskrev og legitimerede to helt forskellige former for relationer mellem den
offentlige og den private sektor. På den ene side skulle der investeres i vækstmotorer, bygges
bro og skabes tætte tillidsfulde relationer, så virksomheder og kommune sammen kunne
skabe vækst og innovation, og på den anden side skulle der bygges mur mellem sektorerne,
for at kommunen ikke kom til at skævvride konkurrenceforholdene, og så private
interessenter ikke fik særbehandling i det offentlige (Vaaben og Lund 2013 under udgivelse).
Begge dele kan ses afspejlet i de normer for offentlig-­‐privat samarbejde, der har været
fremherskende gennem tiden. Der har længe i det offentlige været gjort en dyd ud af at holde
de to sektorer på afstand af hinanden for at sikre, at markedsmekanismen kunne bevæge sig
frit, og den offentlige sektor ligeledes kunne holde sig fri af private interesser og udøve sin
regulerende funktion, nøgternt, upåvirkeligt og professionelt (Jackson 1991:9, Stoker
2006:45, Day and Klein 1987, Considine 2002). Men der er nu også kommet politikker og
normative forventninger, der peger i den stik modsatte retning, nemlig i retning af skabelse af
tætte, tillidsfulde og gensidigt forpligtende relationer mellem den offentlige sektor og private
virksomheder (Greve & Hodge 2010, Skelcher 2005). Altså opfordres der med den ene
tænkning til præcis den form for relationer, som forsøges undgået ifølge den anden tænkning.
205