phd.Nana

dansk offentlig kontekst peget på tilfældige møder, tværfaglighed, mangfoldighed og eksterne
konsulenter som mulige kilder til innovation (Jensen 2008: 52-­‐63).
Alle disse forskningsresultater og praksisfortællinger viser, hvordan det i mange
sammenhænge antages, at forandring kommer "udefra". Det antages, at mennesker indordner
sig efter enten nogle rationelle, nogle historiske eller nogle sociale retningslinjer, som på den
måde bliver vedligeholdt, og at forandring derfor nødvendigvis må komme fra et sted uden for
systemet: Fra mennesker med erfaring fra anderledes sociale fællesskaber, hvorfor man
bevidst kan opsøge og sammensætte mennesker med anderledes og forskellige
”tankemønstre”, eller man kan hidkalde ”professionelle outsidere” i form af konsulenter. På
denne måde kan man se teorien om, at forandring kommer udefra afspejlet i forskellige
ledelsesmæssige prioriteringer og beslutninger om fx at fremme mangfoldighed eller
inddrage konsulenter udefra.
På baggrund af denne innovationsforståelse giver det ikke mening at tale om noget absolut
nyt. ”Det nye” er ensbetydende med noget anderledes eller fremmed, der højst sandsynligt er
ganske velkendt i en anden sammenhæng, men som virker nyt, når det introduceres i den
aktuelle sammenhæng.
En anden – men muligvis beslægtet – måde at anskue innovationsprocesser på er ved at
betragte processen som heuristisk. Ordet ”heuristisk” er græsk og betyder ”jeg har fundet
det!”. Det siges, at det netop var dette udbrud, der rungede i badeværelset, da Arkimedes steg
ned i sit badekar og i det samme fik idéen til, hvordan han kunne svare på spørgsmålet om,
hvorvidt kongens krone nu også var af ægte guld: ved at nedsænke den i vand og måle, hvor
meget vand den fortrængte.
En af de helt centrale kreativitets-­‐ og innovationsforskere er Theresa Amabile, og hun skriver,
at for at noget kan kvalificere som kreativt, skal der være tale om noget, der for det første
vurderes som nyt og ”passende” (forstået som værdifuldt, nyttigt, el. lign), og som for det
andet er resultat af en proces, der er heuristisk snarere end algoritmisk (Amabile 1996:36).
Med denne definition lægger hun vægt på, at en kreativ proces ikke kan regnes ud og
planlægges på forhånd, i og med at den ikke forløber lineært frem mod resultatet.
Også den heuristiske opfattelse af innovation stødte jeg på under feltarbejdet. Godt nok var
der ingen, der ligefrem udbrød ”heureka”, men der var til gengæld rigtig mange, der brugte
udtrykket ”Jamen hov!”, når de skulle forklare, hvorfor det var vigtigt at være åben og
imødekommende og lyttende over for andres input og idéer. Det kunne nemlig betyde ”at
jamen hov – så opstod der en ny uventet løsning, som ingen havde tænkt på før!”.
Blandt de teoretiske definitioner på innovation, jeg er stødt på, er der ingen, der som Amabile
direkte definerer innovation som resultat af heuristiske processer. Men til gengæld er der
rigtig mange definitioner af innovation, der indeholder formuleringer om, at innovation er
realiseringen af en idé. Fx skriver Andrew H. Van de Ven, at:
Innovation is a new idea, which may be a recombination of old ideas, a scheme that
challenges the present order, a formula, or a unique approach which is perceived as
new by the individuals involved (Van de Ven 1986:591).
Netop formuleringerne om, at innovationer på et tidspunkt har været idéer, kan være
anledning til at gå ind i en længere diskussion om, hvad idéer er. Det vil jeg imidlertid ikke
98