phd.Nana

Kapitel 5 – Innovation som fantasme og social logik
I det følgende vil jeg beskrive 5 forskellige typer af forståelser om innovationsprocesser. De
kunne hver især ses i empirien i form af forskellige ”innovationsværktøjer”, måder at tale om
innovationsprocesser på, eller forsøg på at tilrettelægge, lede eller styre
innovationsprocesser. Der er altså tale om forståelser eller snarere teorier om, hvordan
innovation kan opstå, som samtidig blev brugt til at navigere efter i forsøget på strategisk og
politisk at påvirke en proces i en bestemt retning eller til at legitimere bestemte typer af
handlinger.
Jeg vil i det følgende på tværs af de to cases præsentere 5 forskellige forståelser af
innovationsprocesser, som jeg stødte på undervejs i feltarbejdet. Hver af disse har teoretisk
backup, forstået på den måde at fortællingerne og udtrykkene kan genkendes og relateres til
nogle forholdsvis gængse videnskabelige teorier om innovation, forandring, organisering, etc.
Dette er helt i tråd med, at de fleste af de mennesker jeg stødte på under feltarbejdet, som
nævnt tidligere, var ganske belæste og veluddannede mennesker, som vidste hvad de talte
om, og havde reflekteret over, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Innovation som udefrakommende chok
Én måde at anskue innovation på, var ved at henvise til eksterne chok, og det gjorde mange af
de mennesker, jeg talte med. Hvis de ikke decideret brugte dette udtryk, talte de om
forstyrrelser, om at røre i gryden, ruske op i vanerne, ryste posen, få nye impulser, se ting
med nye øjne, få en ahaoplevelse, få nyt blod udefra, eller de fandt andre måder at udtrykke
sig om, hvordan innovation i hvert fald ikke formodedes at kunne opstå af sig selv ”inde i et
system”.
Denne måde at forstå innovation på er fuldstændig i tråd med den institutionalistiske
tænkning. Ud fra en institutionalistisk forståelse, opstår det nye egentlig ikke ved, at der
decideret opstår noget nyt, men ved at noget fremmed (som dog er allerede kendt i en anden
sammenhæng) støder ind i og forstyrrer et tankemønster, der så ændrer sig (Schmidt 2010,
Røste og Miles 2005:13).
Set med sådanne briller, giver det mening, når Shalley og Gilson i en analyse af, hvordan man
leder kreativitet, påpeger, at forskere bidrager mere kreativt til eget forskningsfelt, når de har
kontakt til forskere fra andre forskningsfelter (Shalley og Gilson 2004:43). Det er også helt på
linje med, at der fra mange sider henvises til ”mangfoldighed” som en guldgrube af anderledes
perspektiver, når der skal peges på noget, der kan være med til at fremme innovation (ibid.). I
dansk kontekst viser Irene Skovgaard Smith’s forskning i brug af eksterne konsulenter også,
hvordan argumentet for at benytte konsulenter ofte er, at de ser situationerne med ”friske
øjne” (Smith, Irene Skovgaard 2008:VII). Kirsten Engholm Jensen m. fl. har ligeledes i en
97