phd.Nana

Den person, som kommunen satte på opgaven var Elisa, men projektet blev sat i gang på en
lidt speciel måde, for det fik ingen bestemt økonomisk ramme, og ledelsen af projektet var så
vidt jeg kunne forstå på de forskellige medarbejdere i sundhedscenteret også anderledes end i
mange andre projekter i kommunen. Faktisk fik projektgruppen besked på bare at gå i gang
med det samme, og så måtte de sige til, når der kom udgifter.
Der blev sammensat en projektgruppe, som fungerede som en slags styregruppe, og den
skulle bestå af repræsentanter for de forskellige fagområder, som skulle deltage. Elisa
forklarede, at de fra starten havde aftalt med ledelsen, at beslutningerne vedrørende projektet
blev taget i denne projektgruppe. Hun forklarede, at hun ikke havde lyst til at være
projektleder i en konstellation, hvor der var en hel masse om at bestemme og én om at lave alt
arbejdet. Det var meget bedre at være mange om at lave arbejdet, og at de, der lavede
arbejdet, også var dem, der bestemte.
Ret hurtigt lagde denne gruppe sig fast på formen, hvor hver enkelt skole fik besøg af et helt
forebyggelseshold, der kom og afholdt workshops for eleverne og deres forældre. Hvordan
denne idé opstod, står lidt hen i det uvisse, men som Elisa forklarede så "lå det ligesom i
kortene", for det skulle i hvert fald ikke være noget, hvor de unge skulle sidde stille og lytte
efter -­‐ det havde de rigeligt af i forvejen. Det skulle gerne være lokalt, så det var lettest muligt
for skoler og forældre at deltage. Og workshopformen havde også den fordel, at hver
samarbejdspartner havde et selvstændigt råderum, som de kunne udfylde, som de syntes
bedst, og samtidig havde de hinanden som sparringspartnere.
Gruppen holdt nogle møder og aftalte at lave et pilotprojekt for en enkelt 7. klasses årgang på
en af kommunens skoler. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke kontakt til Fælles
Forebyggelse, men jeg har fået fortalt, at på baggrund af dette pilotprojekt fik deltagerne en
masse tilbagemeldinger fra de unge, deres forældre, skolelærerne, skolens ledelse og
hinanden. De gik herefter hver især hjem og rettede deres workshop til, mødtes et par gange i
løbet af året og drøftede deres respektive planer. Året efter var de klar med en ny udgave af
forebyggelsesdagen. Og denne gang var det alle kommunens 7. klasser og deres forældre, der
skulle igennem forløbet.
7.klasses-dagen
Jeg deltog på tre ud af 12 af de workshopdage, der blev afholdt for 7. klasserne i efteråret
2010, og her kommer min beskrivelse. Dagene lignede på mange måder hinanden, så jeg har
kogt dem sammen til én fortælling, selvom der selvfølgelig var mindre forskelle. Fx var der
forskellige politifolk i politiets workshops, fordi de i politiet havde vurderet, at det var vigtigt,
at det var den lokale landbetjent, der deltog.
Velkomst
Før hver workshop kom Elisa og gjorde klar. Hun stillede sin computer op i skolens aula eller
fællesrum. Der var som regel et eller andet teknisk, der ikke helt virkede, som det skulle. Så
gik hun rundt på skolen for at finde en it-­‐ansvarlig eller et telefonnummer på nogen, hun
kunne ringe til.
Derudover havde hun et par indkøbsposer med grøntsager og frugt med. De skulle vaskes,
skæres i stykker og anrettes på nogle fade, som hun også havde haft med i bilen. Hun fortalte
flere gange undervejs at hun ikke decideret havde spurgt lov til bruge penge på frugt og grønt
77