phd.Nana

“Jeg vidste dårligt, hvad jeg kom ind til, men der var de her forskellige spor:
medicinering og socialt liv og måltider osv. […] og så skulle vi skrive, hvordan vi
kunne forestille os, at man kunne løse det. Og det var helt klart, at der var mest lagt
op til produkter. Det var også derfor jeg var inviteret: det var fordi jeg havde et
hjælpemiddelfirma, ikke. Og så sidder vi der og ser de her billeder. Jeg kan bare
huske, at der blev knaldet sådan nogle store billeder op på væggen af de her gamle
mennesker og personale. Og det blev jeg sådan lidt betaget af, og så tænkte jeg: “De
skal da coaches!”. Der var fx nogen, der syntes, at det var forfærdelig pinligt at få
besøg af deres familie, når der sad nogen oppe på afdelingen og savlede. Det kunne
de ikke rumme. Og så tænkte jeg: Hmmmm, hvis nu man kunne arbejde med sådan
noget med accept, og få dem til at glæde sig over, at “ej, hvor er det fedt, at jeg er
rask og frisk! Det kan godt være at hun spytter og savler, og at han ikke kan holde sit
hoved selv. Men det kan jeg! Og hvor er det godt!” Og så glæde sig over det, man
kan, i stedet for at have fokus på det, de andre ikke kan. Så jeg havde alle de der
tanker inde i mit hoved […] og så skrev jeg jo om coaching og selvindsigt og
udvikling. Og så kan jeg bare huske, at da jeg gik fra det møde, da tænkte jeg, “hold
da op, de griner deres røv i laser, når jeg er gået””... (virksomhedsejer).
Stik imod Helles egne forventninger blev hun kontaktet af projektlederen på baggrund af
forslaget om coaching af de ældre. Men hendes bidrag, som baserede sig på
innovationsforståelse, der placerer kilden til innovation inde i mennesker og lægger op til at
arbejde med de sociale relationer, passede ikke specielt godt ind i en proces, der var designet
med produktinnovation for øje, og som mere lignede de lineære innovationsteorier.
Projektstyringen var baseret på en fase-­‐tankegang, hvor man udviklede produkter i én fase og
testede dem på en ny afdeling i en senere fase. Men den tænkning var vanskelig at kombinere
med et coachingforløb – ikke alene fordi den lægger op til at arbejde med sociale relationer,
men også fordi det er vanskeligt at "flytte" et coaching forløb til en anden afdeling for at teste
det. Helle forklarede om frustrationerne i den forbindelse:
”Nu skulle der så laves denne her reallivstest, og så tænker jeg lidt: Hvorfor er det
lige, at man ikke talte med beboerne, inden jeg kom op på afdelingen Så man
kunne gå der op og lave en reallivstest Nu skal der så laves en reallivstest på en
anden afdeling, og som de siger: Jamen vi er jo godt klar over, at du formentlig ikke
kan lave dit projekt igen - for det har jo taget lang tid. Det kunne jeg jo godt, hvis der
var timerne til det - men det betyder, at mit projekt er jo blevet bidt ud i "pakke 1, 2, 3,
4, 5...dutdutdut! […] der er så én af pakkerne, der er blevet valgt ud, og den er jeg så
ved at køre på en anden afdeling nu. Og det har jeg kun 2 måneder til, og der kunne
jeg i virkeligheden mærke, at der synes jeg i virkeligheden, at jeg var ude af integritet,
ikke. […] Det er trods alt mit navn og rygte i et eller andet omfang, ikke.”
(virksomhedsejer)
Helles overvejelser og situation viser for mig at se med al tydelighed, hvordan designet og
finansieringen af projektet bygger på forestillinger om produkter og lineære processer. Inden
for denne logik ville det give god mening, at man testede produkterne et andet sted, end der,
hvor de var udviklet, så brugerne kunne gå fordomsfrit til testen. For Helle er deltagelsen
imidlertid noget, der handler om sociale relationer og identitetsskabelse – altså noget der
foregår inde i og mellem mennesker i social omgang med hinanden. Dels vil hun gerne hjælpe
de gamle til at få blik for hinandens identiteter, således at de ikke hun kender hinanden på
skavankerne, men også ved noget om hinandens historier og baggrunde. Dels har hun, som
det fremgår af citatet også sin egen identitet på spil, og hun er beklemt ved at kaste sit gode
115