phd.Nana

Under alle omstændigheder er noget i relationen tippet, så parterne er begyndt at betragte
hinandens handlinger som værende udtryk for magtkampe og egeninteresse frem for som
generøsitet og fælleshed, og i det skift begynder begge parter at ”se” på relationen gennem en
anden optik. Begge parter begynder i tråd hermed at føre regnskab og økonomisere med
deres ressourcer, udnytte deres magt, hvilket forstærker synet på den Anden som en, der er
mere optaget af at sikre egne interesser i stedet for hinandens eller fællesskabets.
Kapital som vejen til samarbejde
Det er dog vigtigt at påpege, at Samskabelseslaboratoriet og kommunen faktisk godt kunne
have valgt at være med på ansøgningen som ligeværdige partnere, sådan som projektlederen
foreslår i et af citaterne. Den rolle er bare ikke særlig attraktiv for konsulentvirksomheder,
forklarede den tilknyttede økonom fra den statslige fond. Hun forklarede også hvorfor:
”Konsulentvirksomhederne har nok en økonomisk interesse i ikke at være
samarbejdspartnere”.
Nana: ”Hvordan det”
”Jo, fordi hvis de er samarbejdspartnere, så kan de få dækket halvdelen af deres
lønudgifter […]. Jeg ved ikke hvad en konsulent koster sin egen virksomhed i løn –
måske 350-400 kr. i timen – og så kan man så få halvdelen, altså 200 kr. i timen fra
os. Hvis de er eksterne konsulenter, sender de måske en regning på 1000 kr. i timen.
Det kan jo klart bedre betale sig for dem. Og så kan kommunen få 75% af deres
udgifter til konsulenterne dækket” (Økonom, statslig fond)
Økonomen forklarer, at det bedre kan betale sig for virksomheden at være leverandør end at
være partner, men det kan faktisk stilles skarpere op: Hvis Samskabelseslaboratoriet havde
valgt at være partner i projekt En God Hverdag På Plejehjem, ville deltagelsen for dem blive en
udgift i stedet for en indtægt: Som partnervirksomhed kunne de maximalt have fået dækket
halvdelen af deres lønudgifter til projektet. Selvom de altså ville få penge fra fonden, ville de
skulle dokumentere, at de havde haft udgifter for mindst det dobbelte. At være partner i et
sådant projekt er altså en udgift og ikke en indtægt for virksomheden, selvom der kommer
fondsmidler ind i billedet.
Med andre ord: Det er ikke tilstrækkeligt, at man som virksomhed har relevante idéer,
produkter, tid eller brugbar innovations-­‐ eller proceserfaring -­‐ det havde virksomheden
allerede bidraget med. Virksomheden skal også have økonomiske ressourcer med sig ind i
samarbejdet, hvis de vil være ligeværdige partnere. Fattige idémagere, små eller nystartede
virksomheder, arbejdsløse dagpengemodtagere og alle mulige andre, der kunne ligge inde
med gode idéer, tid, viden, kompetencer, vil ikke kunne komme i betragtning som partnere.
Man kan ikke både være ligeværdig partner og samtidig få betaling for sin deltagelse – Hvis
man skal være en ligeværdig partner i projektet, skal man også være økonomisk investor.
Her bliver jeg nødt til at lave en lille afstikker til nogle af de øvrige virksomheder, der senere
blev involveret i projektet som partnere for at understrege pointen. Flere af de små
virksomheder oplevede det i lighed med Samskabelseslaboratoriet som voldsomt
frustrerende, at man ikke kunne få betaling for sit (sam)arbejde med kommunen. En
virksomhed, som udviklede og syede kørestols-­‐ og liftvenligt tøj, måtte stoppe samarbejdet
midtvejs i projektet, fordi ejerne ”ikke havde råd til at få løn med et halvt til et helt års
forsinkelse”, som de forklarede, og Helle fra coachingvirksomheden var frustreret over, at der
147