phd.Nana

påvirke eller intervenere, således at kausalitetskæden forstyrres og ”udfaldet” bliver et andet,
end det ellers ville være blevet. Men hvis man i stedet opfatter den historiske udvikling som et
spørgsmål om, at mennesker kæmper med hinanden om at meningsudfylde forskellige tegn,
kan man argumentere for det problematiske i, at man som forsker melder sig ind i kampen.
Det må jeg forholde mig til.
Ud fra en positivistisk tilgang, handler god forskning om at holde sig på behørig afstand af de
kausale mekanismer og forbindelser. I et refleksivt vidensprojekt handler det om at håndtere
sin egen rolle i kampen om betydningstilskrivelse af social handling. Men Glynos og Howarth
forsøger faktisk ikke at holde sig på afstand af denne kamp. De argumenterer allerede på
første side i deres bog for, at man som forsker allerede er med i kampen, og derfor
argumenterer de for et opgør med traditionen om, at man som forsker skal skelne mellem
forklaring, fortolkning og kritik. De argumenterer tværtimod for, at man som forsker skal
være både forklarende, fortolkende og kritisk i sine analyser (Glynos og Howarth 2007:1).
Faktisk mener de, at man er kritisk ved overhovedet at vise den sociale objektivitets
konstruerede og politiske væsen (ibid.11). Til dette formål foreslår de som sagt ”logikker”,
men de skelner også mellem forskellige slags logikker. Dem vil jeg se nærmere på nu.
Praksis, politik og fantasi
Glynos og Howarth skelner teoretisk mellem tre forskellige slags logikker. Denne teoretiske
skelnen er ikke begrundet i at skelne mellem forskellige logikkers ”indhold” (fx en
markedslogik eller apartheid), den handler snarere om at kunne pege på forskellige måder,
hvorpå logikker bruges til enten at forandre eller vedligeholde en social praksis.
1. For det første beskriver Glynos og Howarth sociale logikker, som i bund og grund
handler om at beskrive reglerne eller grammatikken i en social praksis. Det har jeg
allerede været lidt inde på i afsnittet om thick description, der handler om at afdække
netop det. Når de taler om sociale logikker, refererer de altså til en form for
komprimerede sociale spilleregler eller situationsdefinitioner, der knytter sig til
bestemte relationer eller praksisser.
2. For det andet beskriver de politiske logikker, som handler om, hvordan mennesker
kæmper om at ændre eller bibeholde normerne omkring en social praksis. I det øjeblik,
der opstår et element af kamp, hvor nogen udfordrer logikkerne og andre forsøger at
institutionalisere dem, dreje dem, bruge dem til noget eller lignende, betragter Glynos
og Howarth logikkerne som politiske (ibid.11).
3. Og for det tredje beskriver de fantasmatiske logikker, som handler om den forestilling,
ideologi (eller man kunne tilføje: kult), som kan udgøre den inspirationskilde,
verdensforståelse eller ”drivkraft”, der får folk til at indgå i en sådan kamp. Denne
sidste slags logik vil jeg vil fortælle lidt mere om.
Glynos og Howarth fremstiller grafisk eller billedligt de tre logikker som repræsenterende
hhv. noget statisk (praksis); noget der er i bevægelse, fordi nogle mennesker kæmper om at
forandre noget (politik); og til sidst beskriver de med den fantasmatiske logik den ”vektor”
eller ”kraft”, som så at sige driver bevægelsen (ibid.145-­‐147). Ideologier, forestillinger,
ønsker, overbevisninger, menneskesyn og tro kan udgøre sådanne fantasier, som forskellige
28