phd.Nana

sted, og innovations-­‐fantasmen der fremstiller og udstiller forandring gennem kontrast, kan
betragtes som fantasmer eller myter, der kræver, at man som menneske er villig til at lukke
øjnene for nogle af sine erfaringer for at kunne fortsætte med at tro på fantasmen.
Men det var ikke alle der var lige villige til at lukke øjnene for dele af deres erfaringer eller
villige til at bakke op om innovation som en positiv selvskabelsesmyte. Nogle aktører så helt
anderledes på både de konkrete projekter og på innovationsbegrebet. I En God Hverdag På
Plejehjem var der en del aktører, som anså innovation for at være et magt-­‐ord, der kunne
bruges til at legitimere, at ressourcer blev taget fra dagligdagen og brugt på tvivlsomme
eksperimenter eller promovering af private firmaers interesser. De var helt klart ikke
fortalere for at hoppe med på innovationsbegejstringen og heller ikke villige til at lukke
øjnene for de politiske aspekter af fantasmen. Tværtimod ”så” og forstod de helt andre
politiske sammenhænge, der kan sige at være fantasmatiske på en helt anden og mere dyster
måde. Fx forklarede en afdelingsleder, som ikke var så begejstret for projektet om sin
mistanke:
”Jeg fik dengang lidt et indtryk af…og nu bliver jeg grov… at man havde lavet det her
innovationsprojekt, for at kommunen et eller andet sted kan sige, at så har man gjort
noget for udviklingen. Og så har man måske fået nogle penge fra statskassen, fordi
så gør man noget i kommunen. Det var min tanke, fordi jeg sad sådan lidt og tænkte
på, hvis du har et firma som lægger navn til noget, og som egentlig bare forventer at
kan læne sig tilbage og sige, det kører bare, så får jeg i hvert fald den tanke, at… at
der er lavet en aftale under bordet” (afdelingsleder).
Og endelig var der også aktører (fx i Fælles Forebyggelse), som eksperimenterede med
forskellige metoder og tog nye midler i brug, men som ikke italesatte det som nogen
banebrydende omvæltninger, men snarere inkorporerede det i den daglige praksis uden
større ståhej og uden at se det som innovation. På den måde kan man argumentere for at
elementer af ”mytiske” fortællinger faktisk trivedes side om side med moderne
innovationsnarrativer og dystre modfantasmer, og at de forskellige slags fortællinger
udmærket kunne dreje sig om den samme proces.
Pointen er, at man kan "se" forandringer og forholde sig til forandringer ved at fremstille
udviklingen og dynamikken i sine fortællinger, eller ved at inkorporere dem i sine fortællinger
og håndtere det nye, som om det altid har været der. Begge tilgange stødte jeg på i begge
projekter. Muligvis var der lidt mere innovationsfremstilling og "varme
forandringsforståelser" i En God Hverdag På Plejehjem end i Fælles Forebyggelse, der
italesatte deres handlinger på en lidt "køligere måde". Men det er måske også værd at hæfte
sig ved, at Fælles Forebyggelse heller ikke var blevet bevilget penge til at innovere. Fælles
Forebyggelse var derfor ikke underlagt det samme pres for at ”levere” innovation som En God
Hverdag På Plejehjem var.
Derfor er det vigtigt at understrege, at det ikke forholder sig sådan, at alle mennesker i en
bestemt slags samfund forholder sig til forandring på samme måde. De skifter, som jeg netop
har vist, perspektiv fra situation til situation. Men trods diversiteten i tilgange kan det godt
lade sig gøre at udpege nogle metafortællinger, der hylder en bestemt tidsopfattelse, og derfor
vil jeg nu se lidt nærmere på, hvordan andre forskere har beskrevet den vestlige verdens
fremstilling af normerne omkring innovation, dynamik og forandring.
130