phd.Nana

arbejde og forklarer, hvordan arbejdet er blevet til selve livet, forstået på den måde, at det
også er i arbejdet, man tumler med eksistentielle spørgsmål, får brugt sine skabende kræfter
og (hvis man er heldig) opnår anerkendelse for sin individualitet (Janning 2008). Karen Lisa
Salamon har argumenteret for, hvordan det ikke kun er privatlivets ord og normer, der
vandrer over i arbejdslivet, men ligeledes den modsatte bevægelse, således at time-­‐managers,
evalueringer og personlige mål er blevet en del af fritiden -­‐ en udvikling, som afspejler sig i
bogens tankevækkende titel: ”Selvmål” (Salamon 2007).
Netop denne bevægelse i retning mod en intimisering af arbejdslivet gør det relevant at
overveje, om det rene forhold, som Giddens beskriver som normativt ideal i parforhold og
venskaber mon også har holdt sit indtog som ideal i arbejdslivet. Interessant nok peger
Giddens nemlig selv på, at dette ideal er begyndt også at dukke op i andre sammenhænge – fx i
forholdet mellem forældre og børn, som i stigende grad opfordres til at opbygge en
følelsesmæssig intimitetsrelation, hvor parterne ”vil hinanden” for deres egen skyld, og ikke
fordi en særlig forpligtelse eller afhængighed tvinger dem (Giddens 1999:101). Med de
nævnte forfattere i baghovedet, kan man argumentere for, at det rene forhold også er vandret
ind på arbejdspladserne, således at det ikke længere er muligt at adskille det arbejdsmæssige
fra det personlige og følelsesmæssige, og med netop denne bevægelse, opstår der et paradoks.
På den ene side er det rene forhold et ideal, der fremhæver vigtigheden af, at relationen er
frivillig, følelsesmæssig, autentisk, og fri for ydre mål (relationen må med andre ord hverken
kunne tvinges eller købes (Carrier 1999:21ff, 26)). Og på den anden side er en arbejdsrelation
som oftest netop en, der købes, og som netop har et ydre formål – nemlig at løse den opgave,
man bliver betalt for. Altså præcis det modsatte af, hvad idealet om det rene forhold handler
om.
Det samarbejdsideal, som fremkom i mine analyser, var ikke præget af et dominerende fokus
på følelser og ”autentisk” følelsesmæssig forbundethed, ligesom intimitetsrelationerne i
Giddens’ bøger. Ganske vist blev især ”gensidighed” af flere interviewpersoner beskrevet som
noget, der kunne føles, men der var ikke tale om, at selve samarbejdsrelationen blev opfattet
som en relation, hvor det var passende eller påkrævet at udveksle følelsesmæssige erfaringer,
livshistorier eller tale om private forhold. Ikke desto mindre var der noget i beskrivelsen af
samarbejdsidealet, der på andre måder mindede om idealet om det rene forhold, bl.a. var der
tale om en form for gensidighed, hvor der blev lagt vægt på, at det handlede om at lytte til og
varetage hinandens ønsker og behov og indstille sine forventninger efter hinandens formåen.
Men alligevel var der samtidig også nogle reciprocitetsforventninger, og ligesom i parforhold,
reflekterede samarbejdsparterne i mine cases løbende over forholdet og vurderede, om
parterne hver især bidragede passende, og det var i måden at opgøre ”passende bidrag” på, at
oplevelsen af relationerne kunne ”tippe”.
Selvom en del forskere altså har påpeget, at intimiteten vandrer ind på arbejdspladserne,
synes min analyse altså alligevel at pege på, at ”modellerne” for hvilke ”slags” forhold, der
kunne være tale om, bar præg af at forholdet enten kunne anskues som gensidigt generøst
eller som gensidigt egeninteresseret – ikke en blanding, men snarere en tipning eller et skift
fra det ene perspektiv til det andet – også selvom begge former for relationer sådan set
byggede på både gensidighed og reciprocitet.
Netop den paradoksale sameksistens af på den ene side en forventning om uselvisk given til
den Anden eller til fællesskabet og på den anden side en forventning om reciprocitet kan
153