phd.Nana

Begge cases blev omtalt som "projekter". Men det kan diskuteres, om der var tale om
egentlige projekter, og det kan ligeledes diskuteres, om en eventuel afgrænsning af
projekterne var det samme som afgrænsningen af casene, og om en afgrænsning af casene er
det samme som afgrænsningen af min felt.
Valg af teoretisk tilgang - at finde eller skabe sin felt
Det kneb stadig med afgrænsningen. Ganske vist skriver Robert K. Yin i sin bog om
casestudier, at en case netop kendetegnes ved ikke at have en tydelig grænse mellem
fænomenet og konteksten (Yin 2003:13). Når man vælger at lave et casestudie, er der altså
ikke tale om, at man ligesom i fx et eksperiment forsøger at "isolere" et bestemt studieobjekt
fra dets kontekst for at reducere antallet af "variable" til nogle få, som man så kan studere
sammenhængen mellem uden for mange kontekstuelle forstyrrelser.
Når man vælger casestudiet som metode, er det præcis, fordi man antager, at det fænomen,
man vil studere, påvirkes af konteksten, er filtret sammen med konteksten, og ikke
nødvendigvis kan adskilles fra konteksten (Yin 2003:13).
Alene det forehavende at udpege, hvad der udgør studieobjektet, og hvad der udgør
"konteksten" er afgørende for, hvad man får øje på. Det er præcis det som Eva Gulløv og
Susanne Højlund beskriver i deres tekst om ”Konteksten: Feltens sammenhæng” (Gulløv &
Højlund 2003). De argumenterer for, at en kontekst altid vil være en analytisk konstruktion, i
og med at man som forsker vælger at fokusere på nogle sammenhænge frem for andre (ibid.
346). Dermed er kontekstualisering, som også Marilyn Strathern skriver, aldrig en neutral
aktivitet (Strathern 1995:153), men en aktivitet, der er præget af de forforståelser og
forehavender, man som forsker ankommer med.
Gulløv og Højlund opererer med kontekstualisering på to niveauer, der begge har relevans for
mit projekt. På det ene niveau er kontekstualisering et vilkår eller en omstændighed, som vi
alle lever med i dagligdagen. Når vi som forskere forsøger at forstå, hvorfor nogle mennesker
opfører sig på én måde et sted og på en anden måde et andet sted (altså tilpasser sig
konteksten), så er det ikke stederne, der skal sammenlignes, men snarere den måde hvorpå
aktørerne ”genererer situationsdefinitioner” gennem deres fortolkninger af opgaver,
relationer, grupperinger etc. (Gulløv & Højlund 2003:348).
På det andet niveau er det forskerens kontekstualisering, Gulløv og Højlund reflekterer over,
og her er deres pointe, at når man tager afsæt i en teoretisk kategori, så har man allerede
mere eller mindre bevidst konstrueret en kontekst, der sætter retningen for, hvad man
opfatter som relevant (ibid. 353).
Men Gulløv og Højlund vil gerne anvise en vej, der navigerer mellem disse to niveauer, så man
på den ene side undgår at lave en analyse, der kun giver mening lokalt, og som derfor ikke
bidrager til teoriudvikling -­‐ og så man på den anden side undgår at lave en teoretisk analyse,
der bygger på begreber, som refererer til hinanden, men som eventuelt ikke viser sig at have
betydning for aktørerne (ibid. 358). De anbefaler derfor, at man vælger sin teoretiske
kontekst ud fra noget, som aktørerne (mere eller mindre eksplicit) ”peger på” som væsentlige
sammenhænge. På den måde mener de altså ikke, at man inden sit feltarbejde skal have valgt
den teoretiske ramme, der fx kunne være et socialt rum a la Bourdieu eller et kulturelt
21