phd.Nana

Glynos og Howarth advokerer for at finde en analytisk løsning, hvor man på den ene side gør
det, som Geertz lægger op til og tager udgangspunkt i praksis, men på den anden side også
forpligter sig til at forbinde sine analyser af lokale sammenhænge og extremely small matters
til større sammenhænge. Netop på grund af denne anbefaling om at binde små og større
kontekster sammen, er det relevant at stifte bekendtskab med Manchesterskolen og deres
hof-­‐metode: ”the extended case method”, som har drejet sig om netop dette.
The extended case method og Manchesterskolen
Manchesterskolen var i midten af 1900-­‐tallet med til at flytte det analytiske fokus inden for
antropologien fra normative strukturer til levet praksis. Egentlig var skolens grundlægger,
Max Gluckman, præget af en strukturfunktionalistisk uddannelse med forbillede i bl.a.
Radcliffe-­‐Brown og Durkheim, som var optagede af at undersøge, hvordan sociale fænomener
var med til at opretholde samfundsordenen og bidrage til vedligeholdelse af status quo (Evens
& Handelman 2006:1). Men hele denne tilgang havde imidlertid et problem med at forholde
sig til de sociale praksisser, der ikke kunne forstås som samfundsopretholdende, men måske
nærmere som modarbejdende eller afbrydende for den sociale orden. Max Gluckman blev
optaget af løse dette tilbagevendende problem, og blev efterhånden ganske interesseret i at
studere sociale konflikter eller ”trouble cases”. Han forsøgte ikke at forklare disse ud fra et
teoretisk udgangspunkt, men derimod at starte i den partikulære situation og følge disse
konflikter i den empiriske sammenhæng for på den baggrund at kunne beskrive, hvad der var
på spil i den aktuelle sociale kontekst. Han var således optaget af at forstå de sociale
fænomener på deres egne præmisser og ikke ud fra en teoretisk antagelse om at praksis så at
sige kommer fra eller er et udtryk for en allestedsnærværende normativ struktur (ibid. 2-­‐3).
Han ville starte i empirien eller i praksis og lade teorierne udspringe derfra. Men det er
væsentligt at holde fast i, at Manchesterskolens projekt ikke kun handler om praksis eller om
at tolke empiri på empiriens egne præmisser, men også om at række ud og forbinde de lokale
praksisstudier med større sammenhænge, og denne kobling refererer Evans og Handelman til
som etnografisk praxis, som altså er noget andet end den praksis (practice), der studeres og
tages udgangspunkt i (Evens & Handelman 2006).
Skolens projekt minder således på mange måder om en tilsvarende bevægelse mod
forståelsen af praksis i andre dele af den videnskabelige verden. Der er slående paralleller til
Bourdieus projekt om at beskrive en praksisteori, hvor han jo netop også lægger vægt på at de
lokale studier af praksis forbindes med større samfundsmæssige sammenhænge (1977) og til
Marshal Sahlins, der har beskrevet hvordan mikrohistorier bliver til makrohistorier og vice
versa (2005).
Manchesterskolen, der bl.a. tæller Raymond Firth, Frederik Barth, Victor Turner, Bruce
Kapferer og andre prominente forskere blandt sine medlemmer, kom i den grad til at stå for
en insisteren på at tage udgangspunkt i det partikulære, og skolen er siden blevet mere eller
mindre ensbetydende med ”the extended case method”.
Michael Burawoy, som er en af arvtagerne fra Manchesterskolen, har beskrevet, hvordan ”the
extended case method” må forstås som en del af et refleksivt vidensprojekt og som et
alternativ til den positivistiske videnstradition (1998). Han forklarer, at den positivistiske
videnstradition har kæmpet med ”context effects” og har forsøgt at holde konteksten på
afstand af studieobjektet ved bl.a. at fokusere på de fire R’er reactivity, reliability, replicability
25