phd.Nana

Pointen er, at det kan være ganske svært i praksis at se forskel på om et fravær skyldes
mangelende vilje eller manglende evne, men ikke desto mindre tolker de andre på
intentionerne, og om de når frem til, at fraværet eller de manglende aktive indspark skyldes
manglende vilje eller manglende evne er afgørende for relationens videre liv.
Det endte med, at gruppemedlemmet blev siddende i gruppen på lige fod med de andre -­‐
ideelt set i hvert fald -­‐ for om der i praksis blev lyttet lige meget til alle medlemmer er en
ganske anden sag. Men samarbejdets empatiske ideal fandtes som en tydelig logik, der ind i
mellem stødte sammen med andre logikker: Gruppens medlemmer ville gerne have, at
relationerne levede op til samskabelseslogikkens idealer og var ligeværdige og
empatiske…men de ville også gerne have, at de unge ændrede drikkevaner af sig selv. De ville
gerne kunne rumme forskellige deltageres forskellige muligheder for at bidrage…men de ville
også gerne have, at alle bidrog af sig selv.
Også i politiet havde de et blik for, hvordan samarbejde handlede om, at alle skulle byde ind,
men at der godt kunne ”dispenseres", hvis der var en legitim grund til, at man i en periode
ikke kunne bidrage så meget. Det forklarede en af politimændene om:
”Hvis man skulle nævne en anden hæmsko [for samarbejdet], så er det, at
socialforvaltningen har været overbelastede efter kommunalreformen. Den har været
hård ved dem, ligesom politireformen har været for os. Så vi har holdt en del møder,
hvor de ikke har været til stede [...] Men når man så er der, så skal man være åben
og komme med indspark i stedet for bare lige at sidde og tage imod. Jeg har fuld
forståelse for, at socialforvaltningen har været utrolig presset, for de har jo en
økonomifunktion også, så de ved at så snart de siger ja til noget, så koster det
penge. Men det, som vi lige har snakket om, det er så, at det kan godt være, at de
ikke lige har mulighed for noget, men hvad har vi andre så mulighed for at byde ind
med, så vi i fællesskab kan få løst det, inden det udvikler sig til et rigtig stort problem,
der koster rigtig mange penge [...]. Men når socialrådgiverne ikke har været til stede,
så må vi være innovative der – hvad gør vi så Og der har jeg tit opgaven med at
være sorteper, der tager ud og bryder isen hos en familie, hvor de professionelle
omkring barnet ser problemer [...] og så skal vi reagere på det, for der er stadig et
barn, der ikke skal tabes. Og hvordan kontakter man så familien” (politimand).
Ligesom projektlederen forklarer politimanden, at der er en social forventning om, at man
skal "byde ind", ”komme med indspark” og ikke bare sidde og tage imod. Begge disse udtryk
siger noget om, at det er det aktive individ, der af sig selv bidrager med noget til det fælles,
som forbindes med det gode samarbejde. Det er ikke et spørgsmål om at formulere præcise
krav til hinanden, det er snarere et spørgsmål om at tage udgangspunkt i, hvad hver enkelt
kommer med. Faktisk var det selve det at stille krav, der udgjorde hele problemet i
forbindelse med forældreaftalerne. Der var et udtalt ønske om et samarbejde bestående af
bidrag fra spontane, frivillige, aktive individer, der af sig selv ”byder ind”, ”kommer med
indspark”, ”tager ansvar” og bidrager til det fælles projekt. I denne forståelse af samarbejdet, er
det individernes egne viljer til samarbejde, der står centralt. Det er ikke legitimt at sige nej,
fordi man ikke vil samarbejde, men man kan godt sige nej, fordi man af den ene eller den
anden grund ikke kan.
Projektlederen, eller andre overordnede ledere behøver ifølge denne tænkning slet ikke at
formulere krav, for projektdeltagerne byder ideelt set selv ind. Men det er også
tankevækkende, hvad projektlederen svarede på spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis det
168