phd.Nana

projektdeltagerne fik sagt noget om, at forældre skal "tage ansvar", for ”når man selv har valgt
at få børn, må man også selv tage ansvaret”. Forældrene derimod mente, at det var vigtigt, at
skolen fulgte op med noget i 9. klasse. Da snakken om timing og ansvarsplacering, havde stået
på et stykke tid, kom skolelederen på banen og slog fast, at hvis forældrene udtrykte et behov
for, at emnet skulle tages op i 9. klasse, så skulle det tages op i 9. klasse -­‐ enten af projektet
eller af skolen selv. Elisa rundede diskussionen af med at understrege, at pointen om behov
for opfølgning var noteret "den tager vi med os herfra!"
Da diskussionen om timing og ansvar var rundet af, opstod der også blandt forældrene en
snak om "virkeligheden". En mor efterlyste ligesom de unge historier fra det virkelige liv: "fx
en der sidder i kørestol, fordi han kørte galt som 17-­‐årig". En anden fortalte om et godt
foredrag, hun havde været til, med en mor, der havde mistet sin datter, og som havde vist
billeder og gjort dybt indtryk. En tredje mente, at de unge ville have godt af at se "Christiane
F". Hvor de professionelle åbenbart mente, at virkelige stofmisbrugere eller fanger kunne
komme til at reklamere for en forkert livsstil, mente forældrene tilsyneladende, at virkelige
mennesker eller virkelighedsnære fiktioner ville kunne afskrække fra samme. Elisa rundede af
og takkede for den meget brugbare respons -­‐ den ville de tage med sig hjem og arbejde videre
med.
Skolelederen takkede for muligheden for at være pilotskole, og understregede at det vigtigste
var ikke at grave sig ned med eventuelle problemer. "Der er ingen der skal gå alene med den
slags -­‐ vi skal tale med hinanden og hjælpe hinanden med sådan noget".
Efter arrangementet bød skolen projektgruppen på smørrebrød inde på lærerværelset. Der
blev snakket om, hvordan det var gået, og deltagerne drøftede, hvordan man kunne rette
arrangementet til, så det blev mere inddragende.
Flere havde foreslået foredrag med forskellige "virkelige" mennesker, der på den ene eller den
anden måde havde prøvet at være narkomaner, alkoholikere eller i fængsel. Men i
projektgruppen var der en stor bekymring over, hvordan sådanne arrangementer ville
påvirke de unge. Hvis man lavede interviews med misbrugere eller tidligere misbrugere,
risikerede man jo at komme til at reklamere for misbrug. Hvis de unge kunne se, at en person
var kommet helskindet ud på den anden side og oven i købet rejste rundt og holdt foredrag
om sine oplevelser, så kunne de unge måske tro, at det ikke var så farligt, og at det måske
oven i købet var lidt spændende.
Godt nok kunne man lade sig inspirere af bruger-­‐til-­‐brugerrådgivning. Men faktisk var de
professionelle forebyggere jo ikke interesserede i at skabe brugere – de var interesserede i at
skabe ikke-­‐brugere, og de var nervøse for, at det ville gå lige modsat. De professionelle var
udmærket klar over, at når man adresserer alkohol eller stoffer for at forebygge, så risikerer
man at påvirke i præcis den modsatte retning, fordi man bringer emnet op og evt. skaber en
”flertalsmisforståelse” ved at signalere til de unge, at her er tale om et udbredt fænomen.
Dermed er der en risiko for, at de unge netop kommer til at betragte alkohol, hash, rygning
m.v. som normalt, og som noget de hellere må se at få lært. Desuden ville et besøg af en eks-­narkoman
kunne falde meget forskelligt ud, alt efter hvem man fik fat i. En sådan udgave af
"virkeligheden" kunne meget vel vise sig at være lidt for ustyrlig til, at projektgruppen turde
tage chancen. Det var jo trods alt kommunens børn og unge det drejede sig om, så risikoen
ved at eksperimentere var stor.
86