phd.Nana

Det var også den samme umulighed af at sige nej, som medarbejderen på en af
plejehjemsafdelingerne satte fingeren på, da han fortalte om sin frustration over, at
samarbejde hele tiden blev italesat som et spørgsmål om at være hjælpsom. Han savnede en
mulighed for at kunne komme til at tale åbent om arbejdsfordeling, men han havde ikke lyst til
at blive stemplet som et brokkehoved, en usamarbejdsvillig eller uhjælpsom person. Netop
fordi samarbejde er kommet til at handle mere om den enkeltes evne til at omgås og relatere
sig konstruktivt til andre mennesker, end om hvad der kommer ud af samarbejdet eller
hvordan man fordeler det, bliver det ekstremt uhøfligt at sige nej, fordi man derved ikke bare
afviser et anonymt stykke arbejde, men et emotionelt og engageret selv.
På den måde formulerede medarbejderen ret præcist den frustration – og nogle gange vrede –
jeg sagtens kunne fornemme blandt mange af de øvrige medarbejdere på plejehjemmet, der
oplevede, at de fik en masse ekstra arbejde ud af, at nogle "projektfolk” gerne ville innovere,
og oven i købet kom rendende i tide og utide og brugte endnu mere af medarbejdernes tid på
at evaluere på resultaterne. Medarbejderne kunne på den ene side ikke sige nej, for de skulle
jo nødig være usamarbejdsvillige, og på den anden side følte de bestemt ikke altid, at
relationen levede op til de forventninger, de havde til et samarbejde.
Som Fogh Jensen skriver, betyder den manglende mulighed for at sige nej, imidlertid ikke at
der bliver sagt ja til alt. For trods umuligheden af at sige nej eller være imod samarbejde, er
der, som Fogh Jensen viser, tale om en tilkoblingskonkurrence. Det handler om at blive valgt
til, og man kan bl.a. øge sine chancer ved at udvise begejstring og entusiasme, hvilket der blev
gjort i stor stil, blandt de ”projektmennesker”, jeg stødte på i løbet af feltarbejdet. ”Nej” siges
ikke højt men udtrykkes gennem tavshed, forsinkelse eller manglende opfølgning (2009:109,
113).
Anders Fog-­‐Jensen har også funderet over, hvordan netop organisering gennem projekter og
forståelsen af arbejdskraft som en ”investering” kan betyde, at mennesker ”udnyttes” forstået
på den måde, at de ikke får løn, men kan blive mødt med et argument om, at de gennem
tilknytning til et projekt kan ”brande sig selv” og gøre sig interessante, så de kan blive udvalgt
som deltagere i et andet projekt efterfølgende (Jensen 2009:80). Netop fordi der er tale om en
tilkoblingskonkurrence, handler det om at vise, at man allerede tidligere og af andre
mennesker er blevet valgt til i andre projekter. På den baggrund bliver CV’et af stor betydning,
fordi det dokumenterer éns værdi i form af at man er blevet valgt til tidligere, men det giver
også ”arbejdsgiveren” mulighed for slet ikke at betale for ”arbejdet”, eftersom den jo kan
betragtes som en investering i et godt CV, der evt. kunne muliggøre, at projektmennesket ville
blive valgt til i et senere projekt, der så evt. kunne tænkes at være betalt. Noget tilsvarende
sås i min analyse, hvor det også blev umuligt at bede om betaling for sit (sam)arbejde, der jo
slet ikke var at betragte som et arbejde, men som en investering i skabelsen af noget
potentielt innovativt og værdifuldt. De virksomheder, som ikke havde udsigt til efter projektet
at stå med et nyudviklet, masseproducerbart og salgbart produkt, måtte se sig involveret i et
projektdesign, der var bygget op omkring en samskabelsesfantasme, en
produktudviklingstanke og en investeringstanke, og dette design, kunne ikke rumme eller
håndtere virksomhedsrepræsentanternes oplevelser af at give og give, uden at have udsigt til
at stå med en værdifuld forretningsmulighed efterfølgende.
Fondens forsøg på at sikre sig virksomhedernes engagement i og vilje til projektet ved at bede
dem om at investere i at være med, så dog ikke umiddelbart ud til at virke helt efter hensigten.
177