phd.Nana

sikre et positivt udkomme af samarbejdet. Der blev derfor lagt vægt på transaktioner, og de
respektive parters bidrag blev formuleret som varer, ydelser, services, leverancer i
eksempelvis en kravspecifikation – et ord der tydeligt understreger, at det handler om at få
specificeret hvilke krav, man kan stille til hinanden
Den slags samarbejde, som interviewpersonerne derimod lægger op til og som forbindes med
innovation, bygger på en helt anden form for gensidighed. Det er ikke en gensidighed, der
beror på præcision eller på en meget klar aftale om, hvad den ene part med rette kan kræve, at
den Anden leverer. Det er snarere en gensidighed, der beror på en tavs kontrakt om villighed
til gensidigt at tilpasse sig den andens behov og formåen, og så kan man ikke kræve noget som
helst, men må indstille sine forventninger efter den Andens vilkår og i øvrigt primært
koncentrere sig om selv at give.
Der var altså på tværs af casene tale om, at samarbejde blev italesat som noget entydigt godt,
og som noget der både var værdifuldt i forståelsen smukt eller sympatisk, men som også blev
opfattet som værdifuldt eller værdiskabende på en langt mere kvantitativ og målbar måde.
Samarbejde blev opfattet som noget, der muliggjorde at 2+2 kunne give 5, eller at der kunne
findes løsninger, hvor alle kunne være vindere, eller hvor fællesskabet var mere end summen
af individerne. Denne fantasme vil jeg kalde for samskabelsesfantasmen, og den viste sig at
være koblet til ret klare sociale logikker, der forbandt samskabelsesfantasmen med
ligeværdighed, gensidighed, empati, respekt, anerkendelse, engagement og interesseret lytten
til den Anden.
En del af den analyse, som jeg indtil videre har lavet, har imidlertid bygget på svar jeg fik, når
jeg direkte spurgte om samarbejde, eller når mennesker har fortalt om samarbejde, uden at
blive udfordret af at skulle redegøre for de besværligheder, der evt. havde været undervejs.
Selvom det er tankevækkende, i hvor høj grad beskrivelserne peger i retning af den New
Public Governance-­‐bevægelse, jeg beskrev i indledningen, og divergerer fra den New Public
Management-­‐tænkning, som jeg også har været inde på, så er det ikke i sig selv så forfærdelig
overraskende, at de verbale beskrivelser af samarbejde ”passer med” de ord og værdier, som
er oppe i tiden.
Som Glynos og Howarth skrev, så kan fantasmatiske logikker både være forbundet med en
form for forestillet ”goodness to come” (hvilket tydeligt var tilfældet med
samskabelsesfantasmen), men også med en villighed til at lukke øjnene for nogle af de
vilkårlige eller politiske aspekter af socialiteten (2007:147). De skriver med andre ord, at
fantasmatiske logikker i nogle tilfælde kan virke som en form for ønsketænkning, der anviser
en enkel vej til et positivt fremtidsscenarium, selvom det betyder, at nogle erfaringer må
udelades af fortællingen. Dermed skriver de også, at praksis kan se noget anderledes ud end
de ”pæne fortællinger”, man kan få, når man som forsker spørger, hvad samarbejde er.
Men som nogle af citaterne og kommentarerne om hjælpsomhed også antydede, så havde
mange af aktørerne også en klar fornemmelse af, hvornår en social samarbejdslogik var blevet
brudt. Honneth taler om ”uretsbevidsthed” som en fornemmelse af at have mødt miskendelse
uden helt at kunne sætte fingeren på, hvilket moralsk princip der er blevet brudt (Honneth
2003:56-­‐60), og jeg vil bruge en lignende tilgang til at stille skarpt på, hvad det er for nogle
sociale logikker, aktørerne forventer, at hinanden følger i den specifikke sammenhæng, de
befinder sig i. Dette vil jeg gøre ved at se på, hvornår parterne mente, at spillereglerne blev
brudt, eller at en relation ikke længere var at betragte som samarbejde.
139