phd.Nana

Det blev der ikke rigtig svaret på, og de fleste kommentarer var også vældig positive, og
stillede ikke spørgsmålstegn ved projektets virkning. Derimod understregede de fleste
forældre, at det var godt, at emnet blev taget op, og at det sendte det rigtige signal til de unge.
Opsummering af Fælles Forebyggelse
Fælles Forebyggelse var ligesom En God Hverdag På Plejehjem et meget stort projekt, der i
princippet rummede tusindevis af deltagere. Hvad angik sammensætningen af deltagere var
Fælles Forebyggelse imidlertid mindre kompliceret end En God Hverdag På Plejehjem, i og
med at de aktører som formodedes at være allermest uenige eller allermest besværlige at
samarbejde med, ikke var blevet inviteret ind – heller ikke selvom mange af
projektmedarbejdere skønnede, at netop disse aktører var dem, der havde allerstørst negativ
indflydelse på de unges drikkekultur. Det drejede sig om restauratører, der solgte øl og
spiritus i nattelivet, og det drejede sig om lastefulde forældre. Den første gruppe var helt
eksplicit blevet valgt fra med henvisning til, at restauratørernes interesser var for meget i
modstrid med projektets formål, og den anden gruppe (de lastefulde forældre) forsøgte man
delvist at ”hive” med ind i samarbejdet, hvad enten de ville det eller ej. De diskussioner, der
opstod omkring netop dette, vil jeg uddybe i analysen.
I kraft af deltagersammensætningen og finansieringen (ingen private virksomheder, ingen
fondsbevilling) var der heller ikke nogen aktører i projektet, der havde planer om at tjene
penge på deltagelsen eller som skulle have rapporter om brugen af bevilgede midler.
Selvfølgelig var der økonomiske overvejelser involveret, men beregninger og
regnskabsførelse fyldte ikke meget. Projektet var heller ikke bundet op på at skulle ”levere
innovation”. For det første forholdt deltagerne sig ikke rigtig til dette begreb, med mindre de
blev spurgt om det, og for det andet var der ikke nogen adskillelse mellem ”projektet” og
”driften”. Derfor var der heller ikke nogen forventning om, at projektet inden for en afsat
tidsramme skulle have frembragt et innovativt resultat, som kunne fremvises og siden
implementeres i driften.
Fælles Forebyggelse var, i kraft af nogle fravalg af samarbejdspartnere, et fraværende
sluttidspunkt, og et fravær af en eksplicit innovationsdagsorden, forskånet for en del af de
problemstillinger, som En God Hverdag på Plejehjem kæmpede med. Når jeg senere i analysen
dykker ned i denne case, vil det derfor nemt komme til at fremstå, som om alting er lykkedes
bedre i den lille kommune end i den store, og jeg vil derfor minde om, at den lille kommune
havde fravalgt den kompleksitet, som den store kommune havde inviteret inden for. Dermed
stod den lille kommune (uden at ville forklejne projektet) trods alt med en nemmere opgave,
hvis man ser isoleret på det, der blev ”lukket ind i projektet”.
Fælles Forebyggelse var også præget af en helt anden forestilling om styring. Der var ikke
tilnærmelsesvis samme styringskrav oppefra eller tilnærmelsesvis den samme grad af
forventning om hierarkisk organisering som i En God Hverdag På Plejehjem. Den legitimerede
sociale logik var langt mere egalitær, og bundet op på en helt anden myte, end i En God
Hverdag På Plejehjem. Det kommer jeg også ind på i analysen.
Det var helt tydeligt, at begge projekter var præget af logikker, der blev brugt politisk. I begge
cases var der tale om et kompliceret socialt felt af aktører med mange forskellige agendaer,
men hvor det ene projekt inviterede diversiteten inden for, lod det andet projekt de formodet
94