phd.Nana

skruet sammen, og hvilke betydninger det fik for forskellige grupper mennesker.
Innovationsagendaen blev tænkt sammen med både stort og småt i forsøg på at skabe mening
og danne sig en holdning til det hele.
Men ud over at medarbejdernes holdninger til at være involveret i projekter var tydeligt
præget af deres refleksioner over, hvordan kommunens penge blev brugt og til hvilke formål,
så havde de også nogle oplevelser af deres helt konkrete og praktiske rolle i
innovationsprocesserne.
Når jeg spurgte ind til samarbejdet med virksomhederne, var det i flere tilfælde ganske
tydeligt, at medarbejderne i hvert fald ikke beskrev deres egen rolle som en medskabende
rolle. En del af beretningerne handlede om, hvordan virksomheden havde introduceret et
produkt og forklaret, hvordan det virkede, hvorefter medarbejderne skulle overtage opgaven
og bruge produktet inde hos beboerne. ”Og underviseren var med inde, så hun kunne se, om vi
gjorde det korrekt”, forklarede en af medarbejderne om en proces, hvor nogle beboere skulle
teste hukommelsesskærme. Den beboer, som medarbejderen fortalte om, havde været ganske
interesseret, og det var primært af hensyn til hende, at medarbejderen havde besluttet sig for
at involvere sig i projektet. ”Men det var nu mest mig, der lagde aftaler ind”, fortsatte hun og
forklarede, at beboeren havde sklerose, og at skærmen var lidt i vejen, når der også skulle
være plads til drikkevarer og andre fornødenheder, som skulle stå inden for rækkevidde.
Efter en weekend, hvor medarbejderen havde haft fri, var skærmen blevet sat ned i et hjørne.
”Virksomhedens bidrag handlede mest om, hvad man kunne bruge skærmen til. Det er et meget
godt redskab, men det er måske egentlig bedre til personalebrug. Så kunne vi skrive, at den og
den beboer skulle til fysioterapi og den slags. Der var ikke noget i vejen med skærmene – de
passede bare ikke lige”, forklarede medarbejderen.
Medarbejdernes kommentar om at underviseren var med for at se, om produktet blev brugt
korrekt, vidner ikke om at medarbejderen har haft en oplevelse af, at hun selv skulle spille en
innovativ eller skabende rolle i processen. Hun har oplevet, at hun fik en specifik opgave med
at afprøve et bestemt produkt og give virksomheden feedback, hvilket hun så gjorde. En
anden medarbejder var mere direkte i sin beskrivelse: ”Det var ikke en samskabelsesproces –
produktet var færdigt! Men vi tænker allerede innovativt eller på, hvordan tingene kan gøres
anderledes. Vi kommer meget rundt på etagerne, og det lærer man meget af. Det handler jo
meget om indstilling, og hvis ikke man har lyst til det, så skal man jo ikke være på et
forskningsplejehjem. Resultatet behøver jo ikke være positivt – man lærer noget alligevel – om
enten omgivelserne, beboeren eller sig selv.” Denne medarbejder forklarede ligesom den
foregående, at der i den specifikke proces mest havde været tale om at afprøve et
eksisterende produkt, men for hende behøvede innovation ikke at være knyttet til bestemte
produkter. Hun så snarere innovation som en kontinuerlig reflekteren over, hvordan man gør
sit arbejde i hverdagen.
Disse beretninger viser (ligesom andre), at den måde medarbejderne har været involveret på,
nok mere har været i produktafprøvning end produktudvikling, hvilket egentlig også var i
overensstemmelse med de erkendelser, projektledelsen var nået frem til igennem de første
faser af projektet. Når det er trukket så tydeligt frem her, er det fordi tilrettelæggelsen af
processen, som det vil fremgå senere, ikke afspejlede at projektet var overgået til at handle om
produktafprøvning mere end produktudvikling.
53