phd.Nana

elationer mellem parterne -­‐ ikke om hvem der betaler. Han taler om en anden slags værdi,
end økonomisk værdi.
Fonden lagde vægt på, at en partner skulle bidrage økonomisk for at være partner og
medbestemmende, og kommunen mente ligeledes, at man har bestemmeret, hvis man er den,
der har betalt. Men Samskabelseslaboratoriets leder taler om, at man skal bidrage
indholdsmæssigt til projektet for at være legitimt medbestemmende. Alle mener altså, at man
skal bidrage for at bestemme, men de tænker på bidrag på to helt forskellige måder. Og begge
parter taler om bidrag på en måde, hvor den andens bidrag ikke ”tæller med”. Den ene part
påberåber sig bestemmeret, fordi de har bidraget ved at betale, og den anden påberåber sig
bestemmeret, fordi de har bidraget med en anden form for værdi, som ikke er penge, men
som mere handler om evnen til at skabe tætte tillidsfulde og gensidigt forpligtende relationer
mellem deltagerne i projektet – altså de samarbejdsrelationer, som er væsentlige for
projektets formål og gennemførelse. Det er to helt forskellige måder at forstå værdi på og to
helt forskellige måder at "føre regnskab" på, men de taler tydeligvis ikke samme sprog, og
ingen af dem anerkender den andens bidrag som et bidrag, der er legitimt, ”tæller med” og
giver ret til at bestemme. På sin vis kan man sige, at der er tale om to forskellige former for
regnskabsførelse. Den ene part forholder sig til økonomi. Den anden part -­‐ altså
Samskabelseslaboratoriets leder -­‐ ”fører også regnskab”, forstået på den måde, at han holder
øje med, hvem der bidrager med noget. I begyndelsen havde han tiltro til, at kommunen
ganske af sig selv ville bidrage passende til det fælles projekt, men efterhånden er denne tillid
forvitret, og nu er han begyndt at ”føre regnskab med” om kommunen bidrager.
Opsummering på samarbejdet om en ansøgning om et samarbejde
Selvom samarbejde blev italesat som noget, der var et alternativ til købersælgerforhold, var
der samtidig en hel masse observationer og udtalelser, der viste, at der var en tæt men ret
kompliceret forbindelse mellem samarbejde og økonomi.
For det første er der ingen tvivl om, at samarbejdsrelationer og tillid i nogle tilfælde kunne
give adgang til penge eller markeder. Dels blev denne forbindelse italesat fra
virksomhedernes side – de anså samarbejdsrelationer som en slags investeringer. Dels blev
en sådan forbindelse tydelig i ”ansøgnings-­‐koallisioner”, hvor forskellige aktører gik sammen
for at søge penge. I sådanne tilfælde kunne en samarbejdsaftale nærmest sidestilles med et
”værdipapir”, som man kan være heldig at få gevinst ud af. Og endelig stillede den statslige
fond direkte krav om, at ansøgerne til fondsmidler skulle have samarbejdspartnere, for at
kunne opnå økonomisk støtte. Samarbejde kunne bestemt i nogle tilfælde oversættes eller
veksles til penge.
For det andet var også nogle observationer, som pegede på, at penge og markedsmæssige
relationer spændte ben for den type samarbejdsrelationer, parterne så gerne ville etablere.
Netop fordi virksomheden gerne ville tjene penge på samarbejdet og derfor måtte indtage en
leverandørrolle, faldt hele forestillingen om det uegennyttige og empatiske samarbejde for
det fælles og for hinanden til jorden. Og netop fordi kommunen var blevet køber og derfor
havde magt til at kommandere, faldt hele forestillingen om det ligeværdige i relationen til
jorden.
149