phd.Nana

Jacksons pointe er, at intersubjektiviteten ikke nødvendigvis handler om at forstå hinanden
rent sprogligt, men ligeledes handler om nogle helt basale sociale bånd, som skabes gennem
bl.a. reciprok udveksling, synkron interaktion og spejlinger (ibid.), og selvom han ikke i denne
sammenhæng går i dybden med, hvorledes samarbejdsrelationerne kan beskrives eller
sammenlignes på tværs af kulturer, er det dog umådelig interessant, hvorledes han
sammenkobler måder at forstå samarbejde på med måder at forstå selvet på. Geertz har også
beskrevet, hvordan den vestlige optagethed af selvets indre motivation adskiller sig fra,
hvordan man tænker om personer i andre dele af verden:
“The Western conception of the person as a bounded, unique, more or less
integrated motivational and cognitive universe, a dynamic center of awareness,
emotion, judgment and action, organized into a distinctive whole and set contrastively
against other such wholes and against the social and natural background, is,
however incorrigible it may seem to us, a rather peculiar idea within the context of the
world’s cultures” (Geertz 1997:126).
Jeg vil mene, at det er netop det, der kommer til udtryk i vores forståelse af samarbejde. Vores
forståelse og idealisering af samarbejde som noget ligeværdigt, gensidigt og frivilligt hænger
både sammen med vores idealisering af ”autentiske selver” og spontane følelser og med den
måde vi har organiseret vore samfundsinstitutioner på. Man kan selvfølgelig indvende, at de
mennesker, jeg har citeret i ovenstående analyse, ikke har talt specielt meget om følelser –
faktisk gjorde især projektlederen i den lille kommune et stort nummer ud af at forklare, at
hun ikke mente, det var på sin plads at snage i arbejdskollegernes følelsesliv. Den slags hørte
privatlivet til, og man skulle som leder eller kollega højst interessere sig for, om
vedkommende havde en problemstilling i privatlivet, som betød, at der i en periode skulle
vises ekstra hensyn til vedkommende i arbejdslivet.
Min pointe er derfor ikke, at følelser i denne sammenhæng er blevet gjort til et centralt
ledelses-­‐ eller samarbejdsanliggende, som bliver endevendt på kryds og tværs – slet ikke. Min
pointe er, at der på en langt mere subtil måde, og med forventninger om at den Anden skal
”tage ansvar”, ”tage ejerskab”, ”komme med indspark”, ”byde ind” m.v., henstilles til at
forskellige former for aktivitet, engagement og drivkræfter for innovation udspringer fra den
Andens indre vilje.
Kontrakter og frivillig binding
Niels Åkerstrøm Andersen beskriver, hvordan forholdet mellem det offentlige og borgeren i
stigende grad er blevet kontraktliggjort, og hvor kontrakterne i denne proces er kommet til at
handle om meget andet end overholdelse af formelle regler inden for en retlig diskurs. De
seneste udviklinger inden forborgerens kontraktliggørelse handler også om, at borgeren
forpligter sig til at "ville". Annette Carstens har i en analyse af det offentliges
aktiveringssystem for arbejdsløse vist, hvordan der i netop en sådan "test af vilje" skelnes
mellem vilje og villighed. Vilje anses (af socialrådgiverne i hendes case) for at være noget, der
kommer indefra og som er noget ganske andet end villighed, som er ydremotiveret, og
eksempelvis kan være, når en handling er påtvunget eller motiveret af økonomisk incitament
(Carstens i Andersen 2008b:77).
Netop denne modstilling mellem vilje og villighed er interessant -­‐ ikke mindst fordi det af
socialrådgiverne ikke anses for at være et ordentligt udtryk for "vilje", hvis en handling er
påtvunget eller gøres på grund af et økonomisk incitament. At ville noget på grund af en ydre
171