phd.Nana

har deres egne frie viljer og ikke nødvendigvis gør, hvad de bliver bedt om. I
organisationssprog tales der om ”dekobling”, men det refererer til nøjagtig det samme, som
når unge mennesker ganske enkelt kan vælge at lade være med at lytte efter deres forældre
eller andre voksne, hvis de bliver for skrappe. I erkendelse af dette opfordrede
projektgruppen derfor gang på gang forældre og andre voksne til at være rummelige og
tålmodige for at derved at undgå, at de unge valgte dem fra.
Men de opfordrede også jævnligt forældrene til at gøre brug af deres indflydelse på de unge
ved at sætte grænser, have holdninger og lave aftaler eller kontrakter for at styre de unge. Så
på den ene side var der lagt op til kærlighed, indlevelse, rummelighed og samarbejde, og på
den anden side var der lagt op til styring, kontrakter og krav.
Ind i mellem kom denne diskrepans mellem budskaberne frem. Ved flere af arrangementerne
rakte en forvirret elev en finger op og spurgte, hvad der egentlig var formålet med dagen: ”Er
det fordi I vil have os til at lade være med at drikke, eller hvad”. De fleste gange svarede en af
projektdeltagerne, at det mest var et spørgsmål om at lære at træffe valg, men samtidig var
der ingen, som på nogen måde kunne være i tvivl om, hvad det var for nogle valg, de voksne
helst ville have de unge til at træffe – derfor elevernes forvirring.
Historien om forældreaftalerne
En lignende problemstilling gjorde sig gældende i forhold til forældrene. Forholdet til
forældrene var noget projektgruppen havde diskuteret gennem længere tid. Spørgsmålet var,
om forældrene var at betragte som ligeværdige samarbejdspartnere eller som nogen, der på
den ene eller den anden måde skulle styres. Særligt i forbindelse med de såkaldte
forældreaftaler, kom det meget tydeligt frem, hvordan der var forskellige forståelser af
relationen og tilhørende sociale logikker i spil.
Der havde i projektgruppen (og blandt forældrene på flere skoler) været en lang række
diskussioner om, hvordan man skulle gribe forældreaftalerne an. Forældreaftaler kunne være
mange forskellige ting -­‐ lige fra mundtlige og forholdsvis løse aftaler blandt forældrene i en
klasse om, hvordan de unge måtte holde fester, til meget konkrete og underskrevne
kontrakter mellem klassens elever og deres forældre om, hvilke regler de hver især
forpligtede sig til at overholde i det indeværende skoleår, og flere af de forældre jeg talte med
ved aftenarrangementerne, fortalte, at de var blevet sendt af sted hjemmefra med
kommentarer fra deres børn om at "Nu skriver du ikke under på noget, vel!"
Diskussionerne handlede om, at de forældre, der var mødt op til arrangementerne, som regel
var nogle forældre, der i forvejen "tog ansvar" og fulgte med i, hvordan deres børn holdt
fester, og om de drak eller røg eller kom sent hjem. Forældrene til netop de unge, der kunne
være mest bekymring for, var sjældent mødt op, og spørgsmålet var, hvad man skulle gøre for
at få de familier med i aftalerne. Skulle de presses, tvinges, lokkes eller inviteres Hvordan fik
man dem til at "tage ansvar" for deres egne børn Skulle man sænke overliggeren for at få de
sidste med i aftalerne, eller skulle man holde fast i de ambitiøse standarder for røgfri klasser
og drukfri fester og satse på at få de sidste forældre til at "forpligte sig" til det Det handlede
med andre ord om at finde den rette balance mellem de frivilligheds-­‐ og lighedsprincipper,
der på den ene side var forbundet med samarbejdsidealerne og på den anden side den
forpligtelse eller det ansvar, som man gerne ville have at forældrene "tog på sig", men som
nogle af forældrene tydeligvis ikke havde ”taget på sig”.
162