phd.Nana

“Altså i starten synes jeg, at det var det. Vi arbejdede på lige vilkår bl.a. om
udarbejdelse af projektansøgningen – det var reelt et ligeværdigt samarbejde, hvor vi
lagde lige meget […]. Og det var det også i starten, hvor vi havde den der
fornemmelse af, at vi kommer til at få meget mere fra dem, end vi betaler for. Vi
havde [lederen af Samskabelseslaboratoriet] på, og jeg synes han var virkelig god til
at processe og hæve det op og alt muligt. Og vi gik ligesom til det i den ånd – at ”vi
skal også nok være der!” [...] Og så stille og roligt, så ændrede det karakter. Han trak
sig mere væk og blev mere konsulentagtig, forstået på den måde, at han ligesom
sagde: ”Jamen vi har jo kun fået penge for så og så meget, så vi leverer kun det og
det, og han begyndte at putte yngre og yngre konsulenter på, og det var der, jeg
mente, at vi skulle have stoppet og have sat på plads, hvordan det skulle køre […] De
skulle have haft en lodret ordre, synes jeg. “Vi betaler jer så mange penge! I har bare
at stille op!” Den skulle have været mere sådan. Selvfølgelig er det et samarbejde,
men de får altså også rigtig mange penge for det, så det er jo ikke ligeværdighed på
den måde. Vi er jo en bestiller, og de er en leverandør. Det er den relation, der er der,
synes jeg” (Projektleder).
I citatet bliver ændringen igen beskrevet som en bevægelse væk fra et ligeværdigt
samarbejde, hvor begge parter er villige til at lægge mange kræfter i det fælles projekt uden at
tælle timer, føre regnskab eller være smålige med deres tidsforbrug og bidrag til det fælles, i
tryg forvisning om at de nok skal få en masse ud af samarbejdet – for det sørger den anden
part for. Projektlederen forklarer også, at hun i begyndelsen har en fornemmelse af at
kommunen kommer til at få meget mere, end de selv giver, fordi der i begyndelsen af
projektet var en tillid til, at der ville blive tale om en win-­‐win situation og dermed en rigtig
god investering af de kommunale ressourcer. Men på et tidspunkt kommer pengene ind i
billedet, og så opstår det køber-­‐sælgerforhold, som begge parter egentlig helst ville være fri
for. Det er vigtigt at bemærke, at projektlederen ikke mener, at virksomheden skulle have
arbejdet gratis. Hun synes bare, at de skulle have haft penge direkte fra fonden i stedet for fra
kommunen. At det så i praksis ikke ville have kunnet lade sig gøre, kommer vi til om lidt.
Hun synes også at Samskabelseslaboratoriet bliver mere og mere ”konsulentagtig” og
begynder at økonomisere med sit ressourceforbrug og slippe ”billigst muligt” ved at sætte
yngre og yngre konsulenter på opgaven. Det, synes hun, er udtryk for at varetage sin egen
interesse i stedet for den Andens eller de fælles, og derfor synes hun egentlig, at kommunen
skulle have benyttet sig af sin magt som køber og have sat leverandøren på plads med en
lodret ordre.
På denne måde kan man sige, at det faktisk ikke er penge i sig selv, der udgør et problem for
deres samarbejdsrelation – pengene skulle bare ikke være kommet fra kommunen men fra
fonden. Problemet er at pengenes ankomst, og det organisatoriske arrangement omkring
pengene ifølge virksomhedslederen har installeret et magtforhold, der har udfordret
forestillingen om ligeværdighed i relationen, og ifølge den kommunale projektleder har dette
tydeliggjort, at virksomheden var i samarbejdet ”for pengenes skyld”, hvilket udfordrede
forestillingen om, at hver part tænker på den Andens interesser. En anden mulighed er, at
projektet ganske enkelt ikke skabte den win-­‐win situation, som parterne antog, og da de hver
især havde regnet med at få mere ud af forholdet, end de selv gav, kom de til at tage af
hinandens ressourcer i stedet for af den nye værdi, som de regnede med at innovere sammen.
146