phd.Nana

kunne en handling tillægges betydning og fortolkes på en række forskellige måder, selvom
den ”fotografisk set” var den samme.
På tilsvarende vis kan man sige, at inden for den offentlige sektor kan den handling, at en
plejehjemsmedarbejder giver et gammelt menneske et bad blive fortolket på flere forskellige
måder. Selvom handlingen ”fotografisk set” er den samme, kan handlingen ses som en ydelse,
som en rettighed, som udtryk for omsorg, som imiteret omsorg, og sikkert som rigtig meget
andet. Når det drejer sig om samarbejde forholder det sig på samme måde, at handlinger som
”fotografisk set” er de samme, kan fortolkes på et hav af måder af de andre
samarbejdspartnere og af mig. Denne pointe er meget central for min tilgang, fordi det vil sige,
at den betydning, der tillægges handlingerne, spiller en stor rolle, og jeg vil derfor både være
opmærksom på selve handlingerne, og på den måde deltagerne kommunikerer om
handlingernes betydning, ligesom jeg også selv vil tilskrive handlingerne betydning alt efter
den kontekstualisering, jeg foretager.
På den baggrund kan man sige, at antropologi handler meget mere om fortolkninger end
fagets ry lader vide. De lange etnografiske beskrivelser giver ofte indtryk af en meget
observerende faglighed, men egentlig er sådanne beskrivelser fortolkninger – endda
fortolkninger af folks egne fortolkninger. Analysen består derfor i at udrede de forskellige
betydningsstrukturer, og det er i denne bevægelse, at de videnskabsteoretiske
problemstillinger dukker op.
Som forsker i samarbejdsprocesser er mit fokus ikke alene at ”redde det sagte”, som Geertz
skriver, eller at bruge observationerne af extremely small matters til at fremanalysere de
systemer af symboler, som må udgøre de logikker eller ”tekster”, som danner mønstre i den
givne kulturelle sammenhæng, og det er af flere grunde ikke helt ukompliceret at gå fra mikro
til makro niveau eller fra små til store sammenhænge, hvis man samtidig gerne vil sørge for at
have belæg for det, man skriver.
For det første er jeg ikke den eneste fortolkende aktør i feltarbejdet. I samarbejdsprocesser
(som i al mulig anden social interaktion) observerer og fortolker aktørerne også hinandens
handlinger – og hvordan det har betydning, vil jeg vise gennem afhandlingen. Aktørerne
tolker hinandens handlinger med en eller anden form for reference til kulturelle
forståelsesrammer eller logikker, men ikke nødvendigvis med reference til de samme
kulturelle forståelsesrammer eller logikker, og bestemt ikke nødvendigvis med reference til
de samme forståelsesrammer eller logikker, som jeg vælger at bruge.
Som jeg vil vise senere, var der også adskillige eksempler på, at de samme mennesker på ét
tidspunkt kunne tolke deres egne eller andres handlinger ud fra én logik og øjeblikket efter ud
fra en anden. På den måde bliver min tolkning af deres tolkninger af hinandens handlinger
aldeles afgørende for analysernes udfald, og det kræver, at jeg forholder mig til, hvordan jeg
vil underbygge mine analyser.
For det andet har Glynos og Howarth også rejst et spørgsmål om kritik i relation til Geertz og
hans anbefaling af etnografiske metoder og thick description. Deres pointe er, at hvis man
giver forrang til det, de kalder ”kontekstualiseret selv-­‐fortolkning”, som er deres ord for, hvad
thick description går ud på, så vil man som analytiker have tendens til at stoppe analysen ved
menneskers forståelse af sig selv og dermed ikke få kritiseret de strukturelle
samfundsindretninger, der evt. måtte have indflydelse på den givne sammenhæng (2007:64).
24