phd.Nana

Som de to projektledere taler om, så kan afprøvning af en varmepude måske næppe
kvalificere som innovation, hvis forventningen er produktinnovation eller produktudvikling,
hvilket det var i starten af projektet. Ud fra denne forventning, ville det være oplagt at lede
efter ”det nye” ved at se på, om produktet var blevet fornyet eller ændret i forhold til en ældre
model. Det var det ikke. Selvom det på et tidspunkt var under overvejelse, at varmepuden
kunne være blomstret eller se mere hjemlig ud, så var det endt med, at den vedblev at være
som den var, og derfor ville en oplagt konklusion være, at som produkt betragtet var der ikke
tale om innovation.
Men undervejs i projektet var der kommet flere perspektiver på banen, og i kraft af at
projektet bl.a. blev koblet sammen med en vækst-­‐agenda, blev måden at afgøre, hvorvidt der
var tale om innovation også ændret. Som den ene projektleder forklarede, så syntes hun godt
man kunne tale om ”markedsinnovation”, i og med at virksomheden fik afprøvet, om der var
basis for et nyt marked for varmepuder inden for plejehjemssektoren. Som
markedsinnovation betragtet, ville et svar på, om der var tale om innovation, afhænge af, om
der var blevet solgt noget til nogen, og hen mod slutningen af projektet begyndte lederen af
innovationsafdelingen også jævnligt at spørge projektlederen, om virksomhederne havde fået
solgt noget. Virksomhederne havde haft dette fokus på salg gennem hele projektet, men at
også kommunen begyndte at interessere sig for om virksomhederne fik forretning ud af
deltagelsen, var noget nyt og noget, der overraskede virksomhedsrepræsentanterne.
En tredje betragtningsmåde (altså ud over produkt-­‐innovation og markeds-­‐innovation) for at
vurdere om delprojektet var innovativt, var at se på plejehjemsmedarbejdernes måde at bruge
varmepuder på. Her sporede den ene projektleder en mulig ændring af personalets subjektive
forholden sig til beboerne – hvilket minder om de innovationsforståelser, der placerer selvet,
subjektiviteten og de sociale relationer som de centrale omdrejningspunkter. Varmepude-­producenten,
Erik, havde haft store problemer med overhovedet at få personalet til at tage
produkterne i brug, fordi medarbejderne oplevede ham som en ”sælger” og ikke følte sig
specielt ansvarlige for i en travl hverdag at sørge for, at han fik skabt et marked for sit
produkt. Erik havde derimod en opfattelse af, at han faktisk havde betalt plejehjemmet for at
afprøve sine produkter, for han havde jo betalt en hel del for at deltage i projektet, havde
investeret både tid og doneret gratis produkter gennem længere tid, og han vidste, at nogle af
pengene fra projektet gik til timer til de ansatte. Men det kneb gevaldigt at få de ansatte til at
se det på samme måde.
Omsider lykkedes det ham dog at få medarbejderne til at afprøve varmepuderne, og Erik
mente (ligesom projektlederne i det forrige citat) at kunne spore en ændring i måden
personalet arbejdede og kommunikerede med beboerne på:
”De er meget låste i deres hverdag deres måde at gøre tingene [...] Det var faktisk
først, da vi lavede det sidste forløb, hvor vi mødtes en gang om ugen, hvor de blev
tvunget til at blive revet ud af hverdagen og komme herned, væk fra afdelingen,
holde et ugentligt møde: ”Hvordan går det Hvem er det I bruger det på Hvordan
gør I Hvad oplever I” De blev tvunget til at tage stilling til det her. […] Det jeg
oplevede, og en af dem også selv sagde direkte i et interview, det var, at hun følte, at
hun havde fået mere fokus på den enkelte beboers livskvalitet eller tilstand. I stedet
for bare at pleje, havde de været tvunget til at træde et skridt tilbage og se: ”Hvad
skal jeg egentlig bruge denne her varmepude til” Og så er man jo tvunget til at kigge
på beboerne og sige, ”jamen hvad er det egentlig lige de slås med, og hvad har de af
117