phd.Nana

Denne tro på vigtigheden af at styre ved at facilitere lytning og dialog var også tydelig længere
oppe i systemet, hvor fagchefen for området netop fremhævede projekt Fælles Forebyggelse
for at gøre præcis dette. Han forklarede:
”Jeg fik lige et par tilbagemeldinger her i sidste uge, og der var en forælder, der skrev
til mig […] ”Du drømmer ikke om, hvilken anderledes dialog, det har givet
derhjemme!”. Og det er det, de gerne vil! Det er ikke noget med, at hun drikker for
meget eller, nu skal vi også […] fordi, det handler om, hvor er det rette forum henne
Vi har altid henne i skolen lært, at det skulle være os, der skulle fortælle børnene,
hvad der var godt og skidt i stedet for at sige: ”Nej, vi skal stille et forum til rådighed
for den dialog, der skal ske mellem børn og forældre” (fagchef).
Fælles Forebyggelse handlede ifølge fagchefen om at stille et forum til rådighed for en samtale
mellem børn og forældre, og som han forklarede, så havde han netop fået en tilbagemelding
fra en forælder, som syntes det var lykkedes. Men også ledernes syn på deres styringsrolle
(eller metastyringsrolle) handlede meget om at skabe rammerne for samtaler mellem andre.
Der var i den lille kommune ret stor enighed om, at chefernes roller var at stille rammer til
rådighed for de dialoger, der skulle foregå mere decentralt, og for direktøren at se, har det
været lidt af en kulturforandring i kommunen at skulle tænke sådan:
“Vi vil styre rammerne men ikke indholdet, og det vil sige, at vi skal også kunne tåle
andre løsninger, end dem vi selv har fundet på. Jeg tror faktisk…jamen historisk har
det ikke været sådan det har været i kommunerne, [i vores kommune] der kigger man
meget op til sin leder “hvad skal jeg nu”. Og vi siger, “Jamen, tænk selv! Det er jer,
der står i det. Det er jer der bedst kan. Vi giver jer nogle rammer, træf de rigtig
beslutninger i forhold til rammerne”. Det har nogen syntes var meget svært, fordi man
vil hellere have nogle klare direktiver at kunne gå til. Så udfordringen består i, om
man som medarbejder har villet tage den på sig, fordi nogen har følt, at det var mere
sikkert på den anden måde, fordi så kunne man spørge en. […] så der synes jeg, der
må man styre på rammer, og så må det kunne blomstre inden for det...[…] .”
(Områdedirektør)
På alle ledelsesniveauer var der altså enighed om at tale om styring som noget, der havde med
rammer at gøre, og at disse rammer udfyldtes bedst af medarbejdere, der havde den direkte
adgang til at lytte til borgerne og deres behov.
Der var imidlertid adskillige observationer i den lille kommune, ud fra hvilke man kunne stille
spørgsmålstegn ved, om det nu også var helt sådan, tingene foregik: Forebyggelsesprojektet
så umiddelbart ikke ud til kun at handle om at stille et dialogforum til rådighed – det handlede
i høj grad også om at præsentere selekterede og redigerede virkelighedsbilleder og at påvirke
de unges valg i en bestemt retning. Adskillige aktører gjorde mig opmærksom på, at det var et
ganske særligt projekt, men at mange andre projekter fungerede på helt andre præmisser.
Man kan også argumentere for, at nogle af de aktører, som medarbejdere og ledere selv anså
for at være afgørende for alkohol-­‐kulturen blandt unge (som fx restaurationer og lastefulde
forældre) ikke var blevet inviteret med ind i et reelt dialogforum men i stedet var blevet mødt
med kontrakter eller pres.
Men min pointe er ikke at dvæle ved i hvor stort eller lille omfang, fortællingerne passer med
virkeligheden, men at understrege, at den lille kommune var præget af andre mytiske
212