phd.Nana

de på et tidspunkt havde indvilget i at afprøve et eller andet produkt. I stedet gik meget af min
tid på det første besøg på en afdeling med at indse, hvor demente mange af beboerne var. Jeg
forsøgte fx længe at gennemføre en samtale med en ældre dame, men hun var så dement, at
hun ikke kunne huske starten på den sætning, hun var ved at udtale, når hun havde nået blot
et par ord, så det blev helt volapyk.
Da jeg senere besøgte en anden afdeling, kom jeg i kontakt med to ældre damer, som godt
vidste, hvad projekt En God Hverdag På Plejehjem var. Den ene dame var mere eller mindre
blevet projektets yndlingsbeboer, fordi hun i modsætning til mange af de andre havde et
skarpt intellekt og var et videbegærligt og teknologisk interesseret menneske. For hendes
vedkommende var det fysikken, det kneb med, og på grund af sin klare tanke var hun blevet
brugt som testperson til nogle af de mere avancerede produkter. Men netop fordi hun var så
klar i tanken, var hun også ganske opmærksom på processerne og samarbejdsrelationerne
omkring produkterne, og hun var ikke så imponeret.
Hun syntes, deltagelsen i projektet havde været spændende, men mest af alt havde det været
anstrengende. Hun var glad for at have fået mulighed for at styre sit rullegardin fra sengen om
morgenen og have fået en elektronisk kalender, som hun kunne lægge begivenheder ind på,
men hun havde grundlæggende en fornemmelse af ikke at være blevet lyttet til i processen.
Når hun havde påpeget, at ikonerne på hukommelsesskærmen var alt for små og alt for
mange, så var det alligevel ikke blevet ændret. Tilsvarende med gardinerne, som havde voldt
store problemer. Solafskærmningsgardiner var jo vældig svære at evaluere, når man havde
dem oppe om vinteren, som hun sagde. Og selv da hun efter et stykke tid, hvor det i
mellemtiden var blevet forår, havde påpeget, at solen faktisk skinnede igennem
solafskærmnings-­‐gardinerne, så var materialet ikke blevet skiftet ud. Hun kunne ikke vide, at
disse problemer til dels havde noget at gøre med projektets tidplaner og med, at den
elektroniske automatik og selve gardinerne kom fra to forskellige firmaer.
Overordnet set var hun dybt interesseret i de teknologiske muligheder der lå i forskellige
velfærdsløsninger og hun viste mig stolt billeder fra et robotprojekt, som hun også deltog i.
Men samtidig var hun også temmelig skuffet over, at de ældre og deres ønsker ofte blev
overhørt både i projekterne og i dagligdagen. Som kvinden sagde, så var det ikke altid så nemt
at påpege disse ting, for når man er afhængig af andres hjælp, har man, som hun forklarede,
ikke lyst til virke som et brokkehoved over for de mennesker, hvis hjælp man er afhængig af.
Derfor endte det ofte med at ønsker og utilfredsheder forblev usagte.
På et tidspunkt kom vi med kørestolen ud på gangen, og her mødte vi hendes nabo. ”Er det dig,
der har noget med gardinerne at gøre” spurgte naboen vredt. Det havde jeg jo sådan set ikke,
men indvilligede dog i at gå ind og se på dem. Kvinden var meget frustreret. Rullegardinet
havde sat sig fast i halvt nedrullet position, og der havde det siddet længe. Eftersom
vinduerne åbnede indad, var det et problem at lufte ud, ligesom der heller ikke kom så meget
lys inde i lejligheden, som hun kunne ønske sig. Sådan havde det været i et år, beklagede hun,
og det var tilsyneladende umuligt at få nogen til at komme og pille arrangementet ned.
Kvinden havde også på et tidspunkt været testperson på en hukommelsesskærm, men den
havde gjort hende dybt frustreret, fordi hun ikke kunne finde ud af at bruge den, hvilket havde
mindet hende om de svigtende mentale evner. Jeg spurgte, hvem der havde besluttet at sætte
gardinerne op, men det kunne hun desværre ikke huske. ”Jeg har jo en hjernesygdom”, som
hun forklarede.
55