phd.Nana

Blanco-check, timeløn og moralsk opbakning
Der blev ikke talt ret meget -­‐ eller ret eksplicit -­‐ om økonomi i Fælles Forebyggelse -­‐ slet ikke i
samme omfang som i En God Hverdag På Plejehjem, hvor der blev talt om at investere i vækst,
hvor der blev diskuteret hvem, der havde hvilke udgifter eller fik noget økonomisk ud af
delprojekterne, hvor det blev overvejet, om man brugte skatteborgernes penge rigtigt, og
hvor der blev brugt store mængder tid på at rapportere og føre regnskab. Den slags hørte jeg
ikke meget til i Fælles Forebyggelse.
På et tidspunkt blev jeg faktisk nervøs for, om jeg havde fået spurgt ind til projekterne på to
helt forskellige måder. Derfor tog jeg en ekstra tur til den lille kommune med det specifikke
formål at nå til en forståelse af de økonomiske forhold omkring Fælles Forebyggelse. Jeg
spurgte projektlederen, Elisa, hvordan de økonomiske rammer var blevet aftalt fra starten,
men forklaringen lød ikke meget anderledes, end hvad jeg havde hørt før, nemlig at den
økonomiske ramme sådan set ikke rigtig var der:
“Opgaven har jeg fået direkte fra direktionen, som er repræsenteret i lokalrådet. Så
på den måde er de jo projektejere. Deres rolle er ikke kæmpestor, men deres
anerkendende forhold i forhold til, at vi er på rette spor er enormt vigtig. Deres
bakken op. Og deres given de ressourcer, der nu er brug for. Altså vi har aldrig fået
nogen begrænsninger på ressourcer fra det niveau, og det har været enormt vigtigt”.
Nana: “Hvordan foregår det… altså den her økonomiske del af det”
“Altså vi spurgte fra starten, hvor meget vi havde at gøre med. Og så sagde de "Kan I
ikke bare sige til, efterhånden som I får nogen udgifter" Jeg tror også, at det har lidt
at gøre med, at de kender os fra økonomien i Sundhedscenteret. Altså de vidste
godt, at det ikke bare ville løbe løbsk” (projektleder).
Topledelsen havde altså givet opgaven til gruppen sammen med en blanco-­‐check i fuld tillid
til, at gruppen nok ville forvalte den med omhu.
Men én ting var, at der var blevet etableret en åben økonomisk ramme for udgifter, og at der
ikke var særlige krav til, hvordan disse udgifter skulle rapporteres. Noget andet var
medarbejdernes tid -­‐ den var der faktisk blevet regnet på, og projektdeltagerne havde også
tydeliggjort over for deres ledelser, at det "kostede timer" at være med. Hvert fagområde
havde derfor estimeret, hvor mange timer de regnede med at bruge på projektet. I nogle
tilfælde viste det sig, at det faktiske timeforbrug blev langt større -­‐ især i tråd med at projektet
voksede i omfang, og ambitionerne om nye formidlingsformer tog til. Derfor var der også
enkelte af deltagerne, der var nervøse for, om deres ledelser fortsat ville bakke op om
projektet.
Jeg hørte ikke om nogen ledelser, der havde fået kolde fødder på det område. Men der var en
time-­‐problemstilling i forhold til de enkelte deltageres bagland. En sådan situation fortalte
sundhedsplejersken om. For hende havde der været den særlige problemstilling, at hun havde
fået en diskosprolaps og derfor var blevet sygemeldt. Da Fælles Forebyggelse skulle i gang
med deres tourné rundt på skolerne, var hun lige startet på arbejde igen, men kun på halv tid.
Det var en stor mundfuld for hende at skulle stå for projektet alene, men også ret vanskeligt
for hende at lokke nogen af sine kolleger fra sundhedsplejen til at træde til i stedet. Hun
forklarede:
207