phd.Nana

produkt, som kunne passe ind på Skovbrynet. Godt nok havde de erkendt at der nok mere
blev tale om produktafprøvning end om produktudvikling, men det ville gerne gøre det så
godt som muligt og hjælpe virksomhederne til at se muligheder for eventuel udvikling. Derfor
inviterede projektgruppen hver virksomhed til en faciliteret workshop, hvor man kunne
brainstorme og komme med forskellige input, der evt. kunne være med til at løfte
innovationshøjden lidt. Om disse workshops fortæller en af projektlederne:
”Det var derfor man opfandt de her kvalificerings- og ide-genererings-workshops,
som især handlede om at virksomhederne var for lukkede omkring
produktafprøvning. Vi skulle prøve at åbne op og prøve at have nogle større
ambitioner. Men så er det jo alt andet lige den enkelte virksomhed, der bestemmer
inden forderes projekt, både sådan noget med at overholde deadlines, gå ind i
aktiviteter, hvilke måder man holder aktiviteter på, og innovationsniveauet i det man
laver. Det kan vi jo ikke gå ind og pålægge dem, vi kan anbefale dem noget. Vi kan
prøve at lægge ting frem for dem: "Jamen kunne det ikke være spændende Eller
hvad hvis man tog den og den vinkel eller gjorde sådan og sådan" Eller sige noget
om det designmæssige eller... Vi kan ikke tvinge virksomhederne til noget, så derfor
så er det rigtig vigtigt at holde sig for øje: Hvad det så er for nogle elementer af
innovation, der så er i det enkelte delprojekt” (projektleder).
Som projektlederen er inde på i citatet, så var der en problemstilling i, at man på den ene side
meget gerne ville have innovation ud af projektet, og på den anden side ikke kunne styre det i
den retning, man ønskede. Virksomhederne var partnere. De havde selv betalt for deres
deltagelse. Dem kunne man ikke bare kommandere med. Derfor kunne man i kommunen
være nok så ambitiøs, uden at det nødvendigvis kom til at påvirke innovationshøjden ret
meget. Derfor var det, som projektlederen understreger i citatet, vigtigt at være på udkig efter
”elementer af innovation” alle de steder, man kunne få øje på noget.
Projektlederne blev derfor også undervejs i processen bredere i deres syn på innovation.
Udgangspunktet havde været forestillinger om virksomheder, der i samspil med beboere og
medarbejdere udviklede smarte nye produkter – en af projektlederne fortalte endda grinende
og selvironisk, hvordan de havde forestillet sig, at virksomhederne inde i det flotte
nyindrettede innovationslokale satte sig sammen alle sammen og samarbejdede med
hinanden i forsøget på at opfinde dimser og dutter, der kunne løse nogle af de meget
arbejdskrævende opgaver på smartere og for samfundet billigere måder:
“vi troede jo, at de ville gå ud og lave nogle helt nye ting! IT-universitetet havde
tidligere haft nogle studerende ude på plejehjemmet og i hjemmeplejen, tror jeg nok,
og så skulle de netop finde på nogle nye ting. Og de fandt på nogle helt nye ting!
Men de skulle jo heller ikke producere dem. […] En tingfinder og hvad ved jeg! De
lavede rigtig mange interessante ting. Og det var nok lidt det, vi havde forestillet os,
at det ville blive. Men det var der jo ikke nogen virksomheder, der kunne bære i den
proces. Det var det med de prototyper! Der er noget med, at lugtesansen er noget af
det sidste, der forsvinder, og det går lige direkte op i erindringen. Så hvis man kunne
lave sådan en personlig duft-ting - så hvis du dufter roser, så er du tilbage i din
mormors sommerhus - så kunne man have den om halsen. Men det ville koste en
million at lave en prototype! Det gør du jo ikke, medmindre du ved, at der er nogen,
der vil sætte den i produktion eller investere i det. Så vi var jo nødt til at sige, at det er
også okay at tage noget eksisterende, som så skal tilpasses det marked, altså et
62