phd.Nana

Honneth argumenterer så at sige for, at der i den borgerlige kapitalisme er tre forskellige
måder, hvorpå man kan ordne gensidigheden i et forhold. Enten kan man betragte forholdet
som kærlighed, hvorved det bliver en gensidig generøs udveksling mellem emotionelt
forbundne selver, eller også kan man ordne forholdet gennem fordeling af rettigheder og
pligter, der gælder for begge eller alle i forholdet. Eller også kan man ordne forholdet
solidarisk, således at de der bidrager med meget også får meget (status, anerkendelse, løn
etc.). I hver af disse sfærer ordnes gensidigheden efter et anerkendelsesprincip, der virker fair
inden for denne sfære, men det er i følge Honneth forskellige aspekter af subjektet, der
deltager i de forskellige sfærer, og som han viser, er der ikke altid enighed om hvilken sfære,
et forhold befinder sig i og dermed heller ikke enighed om, hvilket gensidighedsprincip, der er
det gældende i relationen. På den måde kan der fx kæmpes om, hvorvidt ”omsorgsarbejde”
organiseres efter kærlighedens principper eller, om det skal udbydes som ydelser og aflønnes
proportionelt efter arbejdets omfang, eller om der er tale om, at man har rettigheder og
pligter til at modtage og yde ”omsorg”.
Faktisk vil jeg mene, at vi i dansk kontekst kan se Honneths tre forskellige
anerkendelsesprincipper repræsenteret i generaliseret form i forskellige politiske partier.
Hvor venstrefløjen gennem tiden har benyttet sig af argumenter, der tager udgangspunkt i at
yde efter evne og nyde efter behov, og på den måde advokerer for indførelsen af generaliseret
kærlighed, bygger den socialdemokratiske argumentation mere på et deltagelsesprincip om at
gøre sin pligt og kræve sin ret, hvilket minder om den juridiske interaktionsform, og endelig
har de mere liberale partier ( i hvert fald traditionelt) argumentet for, at det skal kunne betale
sig at arbejde, hvilket klart henleder opmærksomheden på proportionaliteten som
gensidighedsprincip. I sådanne partipolitiske sammenhænge bliver det meget tydeligt, at
principperne kan virke som fantasmer i kraft af at de bliver det ideologiske tankegods, der
refereres til, når nogle mennesker forsøger at påvirke faktiske sociale relationer og
interpersonelle organiseringsmåder i bestemte retninger.
Mit ærinde med disse eksempler er dog ikke at gøre denne afhandling til et studie af
partipolitiske diskurser, men at vise, at de tre forskellige principper for deltagelse i
fællesskaber, som Honneth viser gennem sin teori, er velkendte for os. Vi kender disse
deltagelsesprincipper eller fantasmer fra både den politiske argumentation og fra det
hverdagsliv vi lever.
Vi ved, hvad det vil sige at deltage i et kærlighedsforhold -­‐ så giver man til den Anden ud fra
hvad vi mener er dennes behov -­‐ og forventer, at den Anden gør det samme. Vi ved også, hvad
det vil sige at deltage i ret-­‐pligt-­‐relationer -­‐ så ved man, at princippet for deltagelse er lighed,
og at alle deltagere forventes at følge de fælles regler og kan kræve deres ret uanset hvilke
følelsesmæssige eller statusmæssige forhold, der måtte være på spil. Og vi kender til at deltage
i fællesskaber, hvor princippet er, at man får, hvad man gør sig fortjent til.
Vi kender også udmærket til situationer, hvor man kan være i tvivl om, hvilket deltagelses-­‐ og
anerkendelsesprincip, der er på spil, eller hvor man kan være frustreret over, at man troede,
det var ét princip, der var det gældende, men opdager, at andre i fællesskabet reagerer som
om det var et andet princip, der var det gældende. I det hele taget forklarer Honneth, at netop
sådanne kampe om, hvilke sfærer og principper samfundet skal ordne sine forhold efter,
fylder en hel del i debatten om velfærdssamfundet. Jeg vil på baggrund af mine analyser
argumentere for, at de ikke bare fylder i det, vi normalt opfatter som politiske debatter, men
175