phd.Nana

kraft af sit samspil med nogle kulturelle selvfølgeligheder, og disse kulturelle
selvfølgeligheder betragter Geertz som ”systemer af symboler”, gennem hvilke noget
udtrykkes. Det er dette ”noget”, han gerne vil nå frem til. For at gøre det, må man ifølge Geertz
gå fortolkende til værks. Det er faktisk hovedbudskabet i hans berømte bog, der derfor meget
passende har fået titlen: ”The interpretation of cultures” (Geertz 1993).
På den måde argumenterer han i lighed med Gulløv og Højlund for, at enhver
kontekstualisering er analytisk, og at kontekstualiseringen er en del af fortolkningen. Derfor
må vi som forskere rette vores blik mod de selvfølgeligheder, som indgår i en sådan analytisk
kontekstualisering -­‐ hvad enten analysen foretages af aktørerne selv eller forskeren.
Geertz argumenterer for, at sådanne antropologiske ”thick descriptions” har 4 karakteristika:
1. De er fortolkende
2. Det, de fortolker, er ”the flow of social discourse”
3. Det, fortolkningen går ud på, er at redde ”det sagte”
4. De er mikroskopiske i deres fokus
Om det sidste punkt fortsætter han:
“This is not to say that there are no large-scale anthropological interpretations of
whole societies, civilizations, world events, and so on. Indeed, it is such extension of
our analyses to wider contexts that, along with their theoretical implications,
recommends to general attention and justifies our constructing them” (Geertz
1993:21).
I lighed med Clifford Geertz er jeg interesseret i at udstrække mine analyser og nå til
makroniveauet og til de teoretiske overvejelser ud fra mine fortolkninger af ”extremely small
matters” (ibid.).
Men der er mere at sige om den fortolkende tilgang. Både Geertz og Glynos og Howarth
lægger op til at forstå fortolkningsprocessen som parallel til tekstfortolkning. Glynos og
Howarth taler om, at tolkningen af sociale situationer kan anskues som et forsøg på at finde
frem til, hvad det er for nogle grammatikker eller logikker, der kan få den givne handling til at
”falde i hak” og give mening. På den måde ses tydeligt deres tætte forbindelser til den
diskursanalytiske tilgang, der også er sprogligt inspireret. Geertz’ argumentation om, at man
som analytiker kan komme fra extremely small matters til makroniveauet, bygger også på en
forståelse af kulturen som et system af symboler, der nærmest kan aflæses og fortolkes som
en tekst, men som også indbefatter en kontekstualisering a la Gulløv og Højlund i
tolkningsprocessen. Geertz beskriver et eksempel, som han lånt fra Gilbert Ryle. I dette
eksempel er der to drenge, som begge foretager en hurtig sammentrækning af det ene øjenlåg.
I det ene tilfælde er der tale om en ufrivillig tic, i det andet er der tale om et indforstået og
konspiratorisk tegn til en ven. Pointen er, at ”fotografisk set” er de to bevægelser identiske,
men betydningen af handlingen falder meget forskelligt ud, alt efter om den fortolkes som tics
eller som et indforstået blink. Den ene dreng har kommunikeret – det har den anden ikke.
Geertz’s pointe er, at det ikke er den fotografiske registrering af hændelser og handlinger, der
er vigtig i thick description, men fortolkningen (Geertz 1993:6-­‐7). Og han bygger videre på
eksemplet ved at forklare, at man også kunne forestille sig, at drengene imiterede et
konspiratorisk blink eller parodierede en imitation af et konspiratorisk blink, og således
23