phd.Nana

udpeger mennesker som egoistiske, kalkulerende eller selv-­‐interesserede. Helt tilsvarende
kræver også modlogikken – altså forestillingen om det frie marked – at vi tabuiserer og lukker
øjnene for de fortolkninger og fortællinger om relationerne, der ikke passer med fortællingen
om frie og lige individer, der uhindret indgår i fair konkurrence med hinanden – fx de
tolkninger der peger på mennesker som loyale over for deres nærmeste. At offentlige opgaver
sendes i udbud og offentlige stillinger slås op, selvom leverandøren eller medarbejderen
allerede er fundet er også en tavs og tabuiseret viden, som vi er enige om ikke at sige højt,
fordi det ville få forestillingen om fri og lige konkurrence på markedet eller arbejdsmarkedet
til at styrte sammen. Mødet mellem samskabelseslogikken og de to markedslogikker var et
kompliceret møde, selvom det på mange måder er et af de møder, der opfordres til politisk.
Case 2: Den kærlige kommune
Den anden analyse jeg vil lave i dette kapitel, bygger på nogle relationer i projekt Fælles
Forebyggelse, som gav anledning til en del diskussion blandt projektets deltagere. I dette
tilfælde drejede problemet sig ikke så meget om, at samarbejdet blandede sig sammen med
forestillinger om økonomi og markeder. Problemet var snarere, hvordan man kunne
samarbejde med nogle mennesker, som man samtidig også gerne ville styre eller i hvert fald
påvirke til at træffe bestemte valg.
Relationen mellem de voksne i projektet og de unge, om hvem de voksne bekymrede sig,
lignede til en vis grad den empatiske samskabelseslogik ved, at den i hvert fald fra
projektdeltagernes side havde fokus på ”den Andens behov og formåen”. Hele projektets
formål udtrykte en interesserethed i de Andre (de unge) og handlede om at imødekomme
disse Andres antagede behov. De unge havde (i følge de voksne i projektet) behov for at få
sænket deres alkohol-­‐debut-­‐alder for at få et godt liv. Der var til gengæld ikke tale om at
indstille sig efter de behov eller ønsker, som de unge selv formulerede (for de ville gerne have
mere virkelighed), men efter de behov, som kommunens ansvarstagende, opmærksomme og
bekymrede voksne anså som relevante behov, og som de kunne dække på en ansvarlig og
styrbar måde.
Det var bl.a. på grund af bekymringen for ustyrligheden i fx en eks-­‐misbrugers påvirkning af
de unge, at "virkeligheden" måtte selekteres, redigeres og designes om, før den kunne
præsenteres for de unge. "En ex-­‐misbruger kan jo finde på at sige hvad som helst", som en af
misbrugskonsulenterne sagde, og forklarede mig, at det var alt for risikabelt at lade
forebyggelsesindsatsen afhænge af det – men på film gik det bedre an, for så kunne man styre,
hvad der blev sagt. "Vi bliver nødt til at kunne styre det lidt mere", forklarede en anden på
baggrund af forældrenes og de unges ønsker om at møde rigtige narkomaner og fanger.
Det var helt tydeligt, at hensynet til den Anden og bevidstheden om den Andens behov og
formåen stod helt centralt i kommunens måde at relatere sig til de unge på. Men i denne
relation var der ikke tale om en ligeværdig eller nødvendigvis gensidig relation. Og dog.
Projektets voksne forsøgte (også ved forældrenes mellemkomst) at nå de unge med
budskaber, der til tider var styrende til tider meget, meget rummelige. Men selvom de ind i
mellem havde ret konkrete ambitioner om at påvirke i en bestemt retning, var de samtidig
helt på det rene med, at visse relationer kan være ustyrlige, i og med at de helt konkret kan
vælges fra af begge parter. På denne måde indstillede projektdeltagerne sig (nogle gange) helt
praktisk på ligeværdigheden i relationen, ved simpelthen at konstatere, at unge mennesker
161