phd.Nana

Institutionslederen
Kort efter at projektleder 2 var startet, fik Skovbrynet ny leder. Hun var blevet hentet til
stillingen, fordi der skulle rettes op på en alvorligt skrantende økonomi. Hun syntes i det store
og hele godt om projekt En God Hverdag På Plejehjem og kunne især godt lide tanken om at
trække kræfter ind udefra for at lære nyt om at højne de ældres livskvalitet, for som hun
sagde ”så er vi jo ikke nødvendigvis de klogeste mennesker i hele verden – måske kunne vi godt
lære noget af andre”. Hun var (ligesom projektlederne og Samskabelseslaboratoriet) også
optaget af at få medarbejderne med i projektet, men det syntes hun så til gengæld ikke helt
var lykkedes så godt indtil videre. For hende at se, var forvaltningen (mere præcist
Innovationsafdelingen) kommet til at spille for dominerende en rolle, og hun mente, at det var
vigtigt, at Skovbrynet (og især medarbejderne) kom mere på banen – det var jo trods alt der,
det hele foregik.
Som hun forklarede, havde hun i begyndelsen regnet fuldt og fast med at ”En God Hverdag På
Plejehjem” var et fælles projekt, men gradvist havde hun opdaget, at den inddragelse, som
hun regnede med på sin institutions vegne, faktisk ikke rigtig kunne rummes i projektet, som
Innovationsafdelingen jo havde valgt at ”isolere lidt”. ”Hvis bare forvaltningen ville slippe os
lidt mere løs!”, funderede hun. Efter i et stykke tid at have forsøgt at få mere indflydelse, valgte
hun i stedet at kaste sin energi i en anden retning og ad andre veje at få involveret
medarbejderne i at innovere. Hendes ambitionsniveau og hendes innovationsforståelse var
imidlertid en anden, end den forvaltningen havde lagt ud med (i hvert fald i begyndelsen af
projekt En God Hverdag På Plejehjem). Det, hun var optaget af, var ”hverdagsinnovation”: små
skridt i den rigtige retning og ikke store ambitiøse projekter, som kunne tiltrække
samarbejdspartnere, skabe vækst og være med til at profilere kommunen som innovativ,
hvilket ellers var det, topledelsen var mest optaget af.
Hun snakkede jævnligt med projektleder 2 og talte også med hende om, hvordan det kunne
lade sig gøre at involvere medarbejderne. På et tidspunkt besluttede hun at starte endnu et
projekt – et projekt der skulle gøre Skovbrynet til en innovativ organisation ved at tage
udgangspunkt i medarbejdernes egne idéer og observationer. Både ledelse og medarbejdere
skulle lære at bedrive hverdagsinnovation, og det ville alt sammen spille fint sammen med En
God Hverdag På Plejehjem, som hun mente gik lidt i stå på grund af medarbejdernes
manglende involvering. Hun fik i samarbejde med projektleder 2 nogle forskellige
konsulentvirksomheder til at komme med bud på, hvordan man kunne designe en proces.
Valget faldt på et lille firma, der havde idéer til, hvordan man kunne uddanne både ledere og
medarbejdere i innovation, og hvordan man kunne bruge forskellige redskaber og et website
til at dele og videreudvikle medarbejdernes indfald til gode og realiserbare idéer.
Virksomheden ville også gerne hjælpe med at søge penge til projektet.
Innovationsafdelingen var ikke involveret i det nye projekt, men det var alligevel kommet
dem for øre, at Skovbrynet var i gang med at starte ”deres eget” innovationsprojekt, og det var
lederen af innovationsafdelingen ikke så begejstret for. Han var specifikt betænkelig ved, at
projektleder 2 var taget med ind i samarbejdet, for projektlederens løn var jo betalt af
styrelsen og dermed øremærket til En God Hverdag På Plejehjem. Hun kunne derfor ikke uden
videre indgå som ressource i et andet projekt, om end det var i begrænset omfang.
Lederen af Innovationsafdelingen bad derfor projektleder 2 om at holde sig ude af det nye
projekt og bruge sine timer på En God Hverdag På Plejehjem. Meldingen blev begrundet med,
64