phd.Nana

men i alle mulige andre fora, at magten er at finde, hvorved styringskæden er reduceret til en
hul skal, eller en række rituelle praksisser, der ikke styrer ret meget.
I erkendelse af at socialiteten (også i den offentlige sektor) som oftest kendetegnes af både en
vis vilkårlighed og af politiske agendaer på kryds og tværs, er mange forskere begyndt at tale
om styring som fantasme (Glynos & Howarth 2007), illusion (Thygesen & Andersen 2012)
eller myte (Torfing 2010:406). Det skal ikke forstås som at disse myter er uden betydning,
men snarere, at myterne er med til at strukturere vores virkelighedsopfattelse på en selektiv
og kompleksitetsreducerende måde, der er til at leve med, og at myterne samtidig er med til
at legitimere visse handlinger, roller og relationer til fordel for andre.
Det er imidlertid ganske tankevækkende, at selvom adskillige governanceteoretikere peger
på, at magten udøves alle mulige andre steder, end netop i det, der kan styres, så betyder det
på ingen måde, at forsøgene på at styre den offentlige sektor er aftaget. Tværtimod synes det
modsatte snarere at være tilfældet: Jo mere ustyrlighed der påvises, jo større efterspørgsel på
styring (Rhodes 1997, Thygesen og Andersen 2012).
Den offentlige sektor er præget af stigende globalisering, øget borgerinddragelse, offentlig-­private
partnerskaber, mere fokus på engagement, ejerskab og andre inderlige og ustyrlige
anliggender. Det betyder, at den linearitet i forestillingerne om, hvordan den offentlige sektor
kan styres bliver kraftigt udfordret (Danelund og Sanderhage 2011:145), og fokus blandt
politikere og topchefer er derfor i stigende grad blevet rettet imod at finde nye måder, hvorpå
den offentlige sektor kan styres mere indirekte. Den offentlige sektor har gennem tiden været
”udsat” for en række forskellige styringsforsøg, der hver især har bygget på i tiden
fremherskende antagelser om, hvordan mennesker motiveres, eller hvad der styrer det
sociales udvikling og transformation (Hartley 2005, Danelund og Sanderhage 2009, 2011).
Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen betyder dette, at den offentlige sektors institutioner i
stigende grad er blevet ”heterofone”, i og med at entydigheden om, hvad opgaven gik ud på, er
gået i opløsning (Andersen i Danelund og Sanderhage 2011:143). I forhold til min analyse, vil
jeg betragte denne heterofoni og den sameksistens af et varierende antal sameksisterende
paradigmer, som flere forskere har påpeget (Danelund og Sanderhage 2009, Hartley 2005)
som udtryk for, at forskellige logikker er i spil, og at aktører kan koble sig til disse logikker,
hvorved de kan få fantasmatiske, politiske og sociale funktioner.
Der er forskellige udlægninger af, hvilke logikker eller paradigmer, der er tale om. Klassisk
skelnes mellem ”hierarkier, markeder og netværk” (fx Thompson 2003, Hartley 2005), mens
Danelund og Sanderhage mener at kunne spore hele seks forskellige sameksisterende
paradigmer for, hvordan en sådan styring af selvstyring kan foregå. De foreslår selv et
syvende paradigme (samskabelsesparadigmet 20 ), der adskiller sig fra de andre seks ved ikke
at ”lukke sig om et ganske bestemt styringsperspektiv”, men i stedet er ”openended” i
erkendelse af, at beslutninger er ubesluttelige eller at det altid er muligt at betragte et forhold
fra en anden vinkel (Danelund og Sanderhage 2009:175). Eva Sørensen taler om
”metastyring” og peger på, hvordan politikere og topchefer kan forsøge at ”rammesætte”
selvstyringen gennem politiske mål og økonomiske rammer, gennem diskursiv indramning
eller ved selv at deltage i selvstyringen (Sørensen 2005: 40).
Fælles for Danelund og Sanderhage og Sørensen er, at de forsøger at anvise en vej eller en
måde at navigere på uden at ”vælge” ét paradigme eller én logik, som den rigtige og uden at
185