phd.Nana

om viden som noget, man skaber i samarbejde med de mennesker man studerer, hvor man før
talte om viden som noget, man får adgang til gennem informanter (Faubion & Marcus 2009,
Phillips et al 2013).
Men selvom samarbejde ligesom innovation kan siges at være en allestedsnærværende
”tænketrend”, så er der visse områder eller forståelser af innovationssamarbejde, der har
været set på med særlig store forhåbninger, og som har tiltrukket sig særlig stor
opmærksomhed og særlig mange midler. Blandt de drivkræfter, som har været forbundet
med store forhåbninger, er brugerdreven innovation og forskellige udgaver af partnerskaber.
Brugere og partnerskaber som innovationsdrivkræfter
Der er de seneste år både økonomisk og forskningsmæssigt og i både ind-­‐ og udland blevet
satset stort på brugerdreven innovation (Bason 2007, Hippel 2007, Bason, Toft og Knudsen
2009, Kristensen og Voxted 2009, Van de Ven 1986:599). Fokuseringen på brugere har i
mange tilfælde mere eller mindre eksplicit været ensbetydende med et fokus på forbrugere.
En stor del af teorierne om brugerne som innovationsdrivkraft har haft den private sektor i
fokus eller som forbillede og har mere eller mindre eksplicit indtaget et markeds-­‐, forbrugs-­‐
eller forretningsperspektiv på innovationsprocesser. Teorierne om brugere har bl.a. handlet
om hvordan ”lead users” i form af passionerede forbrugere på eget initiativ dannede netværk
og udviklede produkter inden for deres interesseområder (Hippel 2007), om hvordan
individuelle forbrugeroplevelser og netværk af brugere kunne betragtes som en
vidensressource, der kunne bruges i udviklingsøjemed gennem ”open innovation”
(Chesbrough 2006) , ”swarm-­‐creativity” (Gloor 2006), co-­‐creation og samskabelsesprocesser
(Pralahad og Ramaswamy 2000, Prahalad og Krishnan 2008). Fra at man så på forbrugerne
(eller kunderne) som et segment eller en mere eller mindre ensartet gruppe af mennesker
med et bestemt og prædefineret behov, der kunne tolkes som en efterspørgsel og dermed som
en markedsmulighed og en drivkraft (Van de Ven 1986), gik man gradvis over til at se
brugerne som individuelle personer med særlige behov, og som nogen med hvem man som
virksomhed kunne opbygge længerevarende relationer og måske endda samarbejde
(Prahalad og Ramaswamy 2000). Samarbejdet mellem virksomheder/organisationer og deres
brugere er kommet mere og mere i centrum.
Det er ikke længere kun den private sektor, der er interesseret i at kende og arbejde sammen
med deres (for)brugere. Det er blevet en allestedsnærværende tænketrend, som kan
genfindes i den offentlige sektor, hvor der også i høj grad er kommet fokus på brugerne som
mulig innovationsdrivkraft (Bason 2007, Bason, Toft og Knudsen 2009, Kristensen og Voxted
2009), og også her kan man spore et skift i måden at betragte brugerne på. Fra at brugerne
blev set som klienter nederst i et hierarki, overgik man også i den offentlige sektor til at
betragte dem som forbrugere eller kunder, der kunne drive innovation gennem deres
efterspørgsel og frie valg, hvorfor de i sagens natur måtte tilbydes noget at vælge imellem.
Denne tænkning tog i Danmark fart i den offentlige sektor i forbindelse med New Public
Management-­‐bølgen, der siden 80’erne har betydet, at den offentlige sektor i mange
henseender har forsøgt at flytte offentlige opgaver ud på markedet gennem licitation og
udbudspolitikker, eller at imitere markedet ved at indføre markedslignende ordninger inde i
den offentlige sektor (Sørensen 2005:42, Danelund og Sanderhage 2011:144). Men på det
seneste er man også i offentligt regi begyndt at betragte brugere som ligeværdige
samarbejdspartnere, sammen med hvem man kan forsøge at co-­‐create fremtidige
10