phd.Nana

at de også fylder i den måde, vi forhandler vores omgang med hinanden på i fx
samarbejdsrelationer.
Min analyse peger ikke nødvendigvis på præcis de samme principper for gensidighed, som
Honneth lægger op til, men de peger tydeligt på, at der opstår tvivl eller uenighed mellem
parterne om hvilket gensidighedsprincip, der gælder, hvilke former for værdi, der ”tæller
med” og hvilke typer relationer, der kan legitimeres i situationen. Der var med andre ord tale
om, at deltagerne sondrede mellem forskellige ”slags” eller modeller for relationer, og hvis
ikke den ene passede som ideal eller model for den aktuelle relation, så forsøgte de om en af
de andre modeller passede bedre.
I de to analyser jeg har lavet i dette kapitel, var der bestemt tvivl om, hvilken form for
gensidighedsprincip, relationen skulle ordnes efter. I den ene case var problemet, at
samskabelsesfantasmen stødte ind i nogle markedsfantasmer, som dels stod i vejen for
hinanden, men som også brød nogle af de tabuer, som var med til at opretholde
samskabelsesfantasmen. I den anden case bestod vanskeligheden i at opretholde
samskabelsesfantasmen i de situationer, hvor meget tydelige styringsforsøg gjorde det
åbenlyst, at der ikke var tale om et ligeværdigt forhold. På den måde kunne
samskabelsesfantasmen opretholdes et langt stykke hen ad vejen, men ved for åbenlys
uoverensstemmelse mellem den oplevede relation og fantasmen, tippede forholdet og blev i
stedet holdt op mod andre forestillinger.
Tabuer og umulige afvisninger
Men at samarbejde, netværk og forbundethed er blevet ensbetydende med den rette etikette
eller med noget entydigt positivt, var også på andre måder tydeligt. Plejehjemmet var på et
tidspunkt meget tæt befolket af innovationsinteresserede analytikere som mig selv. Vi
inviterede hinanden til samarbejde på kryds og tværs, men uden at det nødvendigvis fik
nogen konsekvens. På den måde var invitationerne ikke at betragte som meget mere end
hilsner på linje med at løfte hatten eller sige god morgen for derigennem at vise, at man
bifalder den andens tilstedeværelse: ”Nå, du arbejder også med innovation!" "Jamen vi må da
helt klart arbejde sammen! Er du på linkedIn”. ” Jep. Jeg finder dig!". På denne måde lignede
disse situationer på en prik et mødested mellem de ”projektmennesker”, som Anders Fogh
Jensen beskriver så rammende i sine bøger. Han beskriver netop et samfund, hvor det er
blevet en norm, at man for det første skal være i bevægelse hele tiden, og for det andet helst
skal have så mange forbindelser, at man ligner en stikdåse, som han skriver (2009:109). Det
handler om at blive valgt som samarbejdspartner, og er man først valgt af nogen, kan andre
se, at man er attraktiv, hvorfor man har lettere ved at blive valgt igen. Men han skriver også, at
i dette netværksprægede samfund, er det blevet umuligt at sige nej:
”Fordi nej’et er ikke et legitimt svar i det begejstringsklima, hvor
tilkoblingskonkurrencen udspiller sig; det er dårlig stil at sige nej, uden at skulle noget
andet” (Jensen 2009:109).
Det var nøjagtig denne umulighed for at sige nej, der gjorde, at der blev koblet og linket og
udvekslet visitkort på kryds og tværs, uden at der på noget tidspunkt var nogen, der takkede
nej til at samarbejde eller forbinde sig med hinanden. Der var ikke nogen, der diskuterede om
det ville gøre arbejdet lettere eller resultaterne bedre, hvis vi arbejdede sammen. Selvfølgelig
skulle vi arbejde sammen!
176