phd.Nana

divergerende agendaer og mulige resultater, som forskellige mennesker sigtede efter og
havde intentioner om at få ud af projektet. På den baggrund blev det vanskeligt at afgøre om
En God Hverdag På Plejehjem ”samlet set” kunne siges at være en intenderet proces, som
derfor kunne betragtes som innovation. Der står nemlig ikke i innovationsdefinitionerne
noget om for hvem en innovationsproces skal være intenderet. Nogle af aktørerne havde villet
noget helt andet med processen end det, der faktisk skete (fx nogle af medarbejderne og
lederne på Skovbrynet), nogle intentioner dukkede op undervejs enten på papirer, i samtaler
eller i "gætterier" om, hvad hinandens intentioner var. Deltagerne blev kort fortalt undervejs i
tvivl om hvorfor og for hvis skyld projektet blev gennemført.
I den gode sags tjeneste – Fælles Forebyggelse
I Fælles Forebyggelse så det anderledes ud. Projektet handlede om at forebygge, at unge
mennesker havnede i stofmisbrug, kriminalitet eller lignende. Det var en sag, der var så
entydigt god, at ingen kunne være imod den. Hvor En God Hverdag På Plejehjem var præget af
tvivl om, hvorfor projektet blev gennemført, var der ingen der var i tvivl om, hvorfor eller for
hvis skyld Fælles Forebyggelse fandt sted. Alle var enige om, at det var et godt og vigtigt
formål. Ret hurtigt blev medlemmerne af projektgruppen også enige om, at et af de mere
specifikke og målbare mål var at få hævet alkoholdebutalderen.
Det betød dog ikke, at den overordnede hensigt ikke også blev koblet sammen med andre
agendaer – fx blev den koblet sammen med en ressourceagenda, med argumenter om, at
selvom det koster penge at forebygge, så er det dyrere at lade være. Et andet argument, der
koblede projektet sammen med en ressource agenda, handlede om at man skulle sætte ind
der, hvor man kunne ”få mest for pengene” (se citatet med politimanden i begyndelsen af
kapitel 4).
Imidlertid blev innovationsprojektet ikke koblet sammen med salg. Der var ikke inviteret
private aktører med i projektet, og det var ganske bevidst. Jeg spurgte flere gange, om man
havde overvejet fx at inddrage dørmænd, restauratører i bymiljøet eller cafeterier i
kommunens idrætshaller, men det blev hver gang afvist, for disse aktører repræsenterede
ganske enkelt interesser, der var for modstridende med projektets formål, mente både de
kommunale chefer og politifolkene.
Der var godt nok et vist samarbejde mellem Politiet og forskellige dørmænd og private
restauratører, som på et eller andet plan var interesserede i at forebygge slagsmål og ballade,
men dette ”samarbejde” foregik primært ved, at politifolkene kunne lægge pres på
restauratørerne ved at henvise til landets love eller nævne politiets indflydelse på
beslutninger om udstedelse af bevillinger til at drive restauration. Men det forholdt sig ikke
sådan, at disse aktører var inviteret med i projektrelaterede drøftelser eller overvejelser om,
hvad man skulle gøre fremadrettet for kommunens unge.
I forhold til samarbejde med idrætshallerne, så fremgik det af et møde jeg fik lov at deltage i
mellem regionens kommunale chefer på sundhedsområdet, at det blev anset som umuligt at
forsøge at få fadøllerne ud af hallerne, selvom det givetvis ville være en rigtig god idé rent
sundhedsmæssigt. Cheferne var enige om, at det, der virkelig ville batte noget, var, hvis man
kunne få idrætshallernes cafeterier til at servere sund mad og drikke i stedet for fadøl og
fritter. Men samtidig var cheferne også enige om, at dette ville være helt urealistisk.
Cafeterierne ville ganske enkelt ikke kunne løbe rundt uden dette ølsalg, og det ville udløse et
ramaskrig i forældregenerationen. Derfor blev denne idé hurtigt forladt igen, og man
112