phd.Nana

Medarbejderen sluttede interviewet med en kommentar til en for hende ganske abstrakt og
fjern ledelse og styring af den slags processer: ”Det betyder meget med indstilling og nærvær.
Dem der laver reglerne og planerne – altså i folketinget – de burde prøve det selv. At tage en
støttestrømpe på på 7 minutter! Det er jo ikke nødvendigvis støttestrømpen der er vigtigst!”.
Selvom medarbejderen godt var klar over, at hverken folketinget eller støttestrømper har
noget konkret at gøre med lige netop projekt En God Hverdag På Plejehjem, så associerede
hun alligevel processen med en langt mere diffus eller abstrakt oplevelse af, at nogle
mennesker, der ikke kendte til plejepersonalets dagligdag, forsøgte at styre nogle ganske
konkrete processer, som de ikke have prøvet eller forstået i deres rette sammenhæng.
Flere af de andre medarbejdere beskrev lignende roller og lavede lignende paralleller til
abstrakt styring, som ikke nødvendigvis havde noget specifikt at gøre med En God Hverdag På
Plejehjem, men kunne handle om alt muligt, der tilsammen hobede sig op til en stor knude af
frustration over ikke at blive forstået.
Men det var ikke kun frustrationer. Især medicinprojektet og coachingprojektet blev rost af
flere medarbejdere, som oplevede, at det havde gavnet beboerne. ”Medicinprojektet -­‐ Det var
rigtig godt! Der var undervisning, og vi fik set og forstået noget om, hvordan forskellig medicin
spiller sammen. Det var rigtig godt – og det foregik også over lang tid, og man fik nogle ansigter
på dem, man snakker med fra apoteket. Det gav nogle faglige indsigter, men først og fremmest
var det rart at få nogle ansigter på”.
Medicinprojektet bestod ganske kort fortalt af undervisningsforløb for plejepersonalet og
gennemgang af beboernes medicinering. Hver beboer blev tilbudt en medicinsamtale, hvor de
sammen med deres primære plejeperson og en farmaceut gennemgik al deres medicin og
talte om, hvorfor de fik de forskellige piller. Under disse samtaler gik det op for både
farmaceuter og plejepersonaler, at det godt kunne lade sig gøre at tale med selv ganske
demente ældre mennesker om deres medicinering på en meningsfuld måde. Selvom de ældre
måske ikke selv kunne huske så meget af samtalen eller nødvendigvis havde forstået det hele,
så blev plejepersonale og farmaceuter overraskede over i hvor høj grad det alligevel lod sig
gøre at få beboerne til at forklare om deres velbefindende på en måde, der gav indsigt i
eventuelle bivirkninger, og derudover mente de også at det etisk set var rigtigst, at beboerne
var med.
Også coachingprojektet blev fremhævet som en succes på de afdelinger, der havde været
involveret. Coachingprojektet havde udviklet sig fra at handle om coaching af nogle enkelte
ældre til også at omfatte coaching af personalet og igangsættelse af fællesarrangementer på
afdelingerne. Både projektledere og plejepersonale kunne fortælle mig om, at nogle af de
ældre var ”blomstret op” efter forløbet, og lederen af den coachede afdeling understregede, at
det havde gjort en kæmpe forskel for stemningen og personalets tilgang og refleksion over
deres eget arbejde.
Beboerne
Til at begynde med havde jeg en forestilling om, at det ville være muligt at snakke med nogle
af beboerne om projektet – men det viste med nogle få undtagelser, at være ret urealistisk.
Rigtig mange af beboerne var demente, og anede ikke, hvad projekt En God Hverdag På
Plejehjem var. Det var også kun et ganske lille fåtal af beboerne, der havde været involveret i
konkrete delprojekter, og de havde allerede været observeret og interviewet adskillige gange,
så jeg ville ikke være analytiker nummer 5 eller 6, der kom og bad om et interview, blot fordi
54