phd.Nana

skulle ske, at nogen meldte sig ud eller ikke ville give. Der er nemlig ingen
sanktionsmuligheder. Projektlederen kan jo ikke "kræve" eller kommandere andres villighed
eller lyst til at bidrage. Dels er det ikke muligt at bestemme, hvad andre har lyst til, og dels
ville hun (i fald hun forsøgte) risikere, at den anden reagerede med moralsk indignation, fordi
der var tale om en overkrydsning mellem sfærer, eller at vedkommende ændrede sin
opfattelse af relationen. Hvis den anden part kræver et bidrag i form af et engagement, så
falder fantasmen om det fleksible frivillige ”indefrakommende” og uselviske samarbejde, der
føjer sig efter den Andens behov og formåen, til jorden. Det var lige præcis det, der skete i case
1, hvor en af afdelingslederne pointerede det upassende i, at en virksomhed havde krævet at
hendes afdeling havde ”bedre ejerskab” i projektet. Ejerskab er ikke noget, man kan kræve af
nogen, men noget man kan give til nogen – men så afgiver man også bestemmeretten, og
dermed bliver relationen nøjagtig lige så ustyrlig, som hvis projektet gik ud på at få andre til
at ”tage ansvar”, eller have en lystfuld og engageret tilgang til opgaverne.
Hvis projektlederen gerne vil opretholde den samarbejdende, uselviske og kærlige logik i
gruppens samspil, så er der ikke rigtig nogen sanktion, hvis nogen skulle finde på ikke at
deltage på samarbejdets præmis, eller hvis der skulle opstå tvivl om, hvorvidt en person ikke
kunne eller ikke ville bidrage. Ikke andet end, som hun siger, at de andre i gruppen kan blive
sure.
Men selvom der ikke var nogen sanktioner at tage i brug, i fald nogen valgte ikke at bidrage, så
var der ingen tvivl om, at det var velset at bidrage. Politiet nød meget stor respekt blandt de
andre i projektgruppen, fordi de lagde mange ressourcer i samarbejdet. Lederen af
misbrugsbehandlingen forklarede:
"Selv om de klager over, at de ikke har tid til ditten og datten - hold kæft, hvor de
lægger nogle resurser i det! Og de er meget samarbejdsvillige. Vi har et meget
positivt samarbejde med politiet, synes jeg" (Leder af misbrugsafdelingen).
Her er det tydeligt, at de der bidrager meget også nyder stor anseelse. Omvendt var der
situationer, som bl.a. tilfældet med SSP-­‐medarbejderne, hvor nogen trak sig ud i kanten af
samarbejdet eller i en periode bidrog forholdsvis lidt. Det affødte en del diskussioner, men
landede med at gruppen valgte at tolke situationen som manglende evne og ikke som
manglende vilje til at give. Og på den måde kunne samarbejdslogikken stadig opretholdes som
den kærlige grundfigur, omkring hvilken gruppens arbejde organiseredes.
Opsummering på den kærlige kommune
Mit projekt med denne analyse er ikke at udpege nogle bestemte handlinger i Fælles
Forebyggelse som empatiske og uselviske og andre handlinger som det modsatte. Derimod er
mit ærinde at vise, at den måde hvorpå en handling blev tolket og opfattet og italesat af de
andre i gruppen kunne få relationen til at tippe og ændre karakter. Deltagerne i projektet
lykkedes i stort omfang med at forstå og italesætte hinandens handlinger som værende udtryk
for gode intentioner og dermed godt samarbejde, og de få gange en relation var ved at tippe,
kom projektlederen på banen og brugte kræfter på at få talt den på plads igen.
Det som denne samarbejdslogik ikke kunne rumme, og som ind i mellem skabte problemer,
var når nogen enten ikke ville være med på det projekt, som samarbejdet gik ud på, eller af
andre blev opfattet, som om de ikke ville. Hvad enten det drejede sig om forældre, der blev
169