Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

ældre, som enten er ansat af kommunen til at tage sig af den ældre, som det er muligt
i Sverige, eller ved at de ældre får nogle penge til rådighed, så de selv kan ansætte
en person, som det personlige budget i Holland. Denne model med kontanter frem
for serviceudbud synes at blive mere fremtrædende i nogle europæiske lande (Kröger
1999, 18-21; Rostgaard & Fridberg 1998; Rostgaard 2004) og har i Danmark blandt
andet været afprøvet i Horsens. Denne type ældreomsorg inddrages imidlertid ikke
her.
I de fl este lande er der leverandører fra mere end en sektor. Det betyder imidlertid
ikke nødvendigvis, at der er en exit-mulighed (Hirschman 1970) for den ældre. I de
fl este lande er der kun en leverandør af hjemmepleje i hvert lokalområde, hvorfor
der reelt ikke er ret meget valg, selv om der i mange lande er leverandører fra fl ere
sektorer (Hutten & Kerkstra 1996, 25). Der er en tendens til, at man i de fl este lande
tilstræber et større miks af leverandører. Særligt tilstræbes inddragelse af ikke-offentlige
leverandører (Kröger 1999, 20; Rostgaard & Fridberg 1998, 70-73).
Leverandører fra det offentlige system er kommuner eller andre lokale myndigheder.
Nogle steder f.eks. i Finland er der samarbejde på tværs af kommunerne med
særlige dele af service (Opgavekommissionen 1998, 61-69). Fra det private område
er der dels private virksomheder, og fra civilsamfundsområdet er der nonprofi torganisationer.
Nonprofi torganisationer er f.eks. knyttet til den protestantiske eller katolske
kirke og har professionelle ansatte.
I Danmark, Norge og Sverige er der både private virksomheder og kommuner
som leverandører. Kommunerne er stadig langt de største leverandører her (Rostgaard
& Fridberg 1998; Szebehely 2003), men der er, som vi så i historiekapitlet,
forandringsprocesser i gang for Danmarks vedkommende. I Belgien og Irland er
der et sammenspil mellem offentlige og nonprofi tleverandører, og endelig er der i
Holland, Grækenland, Italien, Portugal, Tyskland og Østrig et sammenspil mellem
nonprofi torganisationer og private. I England, Finland og Frankrig er både de lokale
myndigheder, private virksomheder og nonprofi torganisationer i spil. I ingen af de
undersøgte lande ser det ud til, at der udelukkende er private virksomheder blandt
leverandørerne (Hutten & Kerkstra 1996, 36-39; Rostgaard & Fridberg 1998; Szebehely
2003) (se tabel 4).
Ud fra analysen kan man ikke præcist afgøre, hvilket velfærdsregime et bestemt
land kan kategoriseres som, men man kan afgøre, hvilket regime det ikke tilhører.
Holland, Grækenland, Italien, Luxembourg og Portugal har ikke leverandører fra
staten og kan dermed ikke placeres i statsmodellen. I Danmark, Norge, Sverige og
Tyskland spiller civilsamfundet ikke nogen mærkbar rolle, og disse lande ligger
derfor længst fra civilsamfundsmodellen for levering af hjemmepleje. Endelig spiller
markedet ikke en rolle i Spanien, Østrig, Belgien og Irland. I Finland, England og
Frankrig spiller alle tre sektorer en rolle, og det er derfor ikke muligt, ud fra denne
analyse, at pege på, hvilket velfærdsregime landene ligger længst fra eller tættest
på.
102 Fælles sprog i ældreplejens organisering