Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

var ældrepolitikkens problemopfattelser og løsningsmodeller således væsensforskellige
fra de problemer og løsninger, der beherskede politikområdet i begyndelsen af
århundredet. Tre kursændringer fremstår som særligt betydningsfulde.
2.2.3.1 Problem-løsningsopfattelser ved Estrups socialreform i 1891
Det første væsentlige skifte, med konsekvenser for hele den velfærdsstatslige ramme
ældreområdet indgår i, fandt sted i slutningen af 1800-tallet og resulterede i loven om
alderdomsunderstøttelse af 1891. Med loven, der blev vedtaget i kraft af et samspil
mellem moderate kræfter i Venstre (gårdmandsfl øjen) og Højre som led i en bevægelse
mod en løsning af forfatningsstridens magtkampe og som reaktion på et mere
vidtgående forslag fra de mere radikale venstregrupper, var kimen til den danske
version af et primært skattefi nansieret skandinavisk velfærdsregime lagt (Nørgaard
2000; Møller 1992; Baldwin 1990; Petersen 1985). Problemet, hvoraf indførelsen
af den skattefi nansierede, trangsbestemte alderdomsunderstøttelse udsprang, havde
imidlertid ikke indlysende forbindelse til ældreområdet.
Reformen var således i høj grad udslaget af bondestandens – i politisk skikkelse
af primært Det moderate Venstre – manglende indtjening i slutningen af 1880’erne.
Gårdejernes økonomiske trængsler var blandt andet forårsaget af, at en stor del af
landarbejderne valfartede mod byerne, samtidigt med at stadig fl ere søgte lykken
hinsides Atlanten. I landbrugets optik bestod problemet i at bremse arbejdskraftens
vandring fra land til by, og dermed lægge en dæmper på de lønstigninger, det faldende
arbejdsudbud havde foranlediget. Det skulle gøres mindre attraktivt at forlade landet.
Tanken var, at den sociale nød på landet skulle afhjælpes med sociale reformer, således
at færre ville føle sig fristet til at tage del i vandringerne fra landområderne.
Mere generøse sociale ydelser blev for det andet betragtet som attraktivt middel
i kampen mod et hastigt voksende Socialdemokrati, der, i en stemmemæssig henseende,
for en stor dels vedkommende ernærede sig af utilfredsheden med de sociale
forhold. Sociale reformer tjente således også som “revolutionsforsikringspolitik”
(Møller 1992, 111ff; Baldwin 1990, 71). Der er i litteraturen (Petersen 1985; Nørgaard
2000) forskellige bud på forklaringer på, at en af løsningerne på disse problemer
blev en skattefi nansieret, kommunalt administreret alderdomsunderstøttelse. For det
første krævede landbruget, at byerne, og i særlig grad hovedstaden, skulle løfte sin
del af fi nansieringsbyrden. Det moderate Venstre havde styrke til at presse Højre
til en fi nansieringsmodel, der pålagde staten at refundere halvdelen af udgifterne til
alderdomsunderstøttelse. For det andet hang valget af løsningsmodel sammen med,
at ordningen virkede straks, og at den respekterede det ofte påpegede betalingsevneproblem
blandt de dårligt stillede landarbejdere. Det måtte selvsagt udelukke
forsikrings- og forsikringslignende ordninger og disponere for en skattefi nansieret,
her-og-nu-baseret fi nansieringsform.
For det tredje har det formentligt også spillet en rolle, at det forhandlende Venstre
så et statsligt tilskud som en begyndelse til den skatteomlægning, der slog igennem
med indkomstskattens indførelse i 1903.
Dermed var sporet mod skattefi nansierede pensioner anlagt.
2. Ældreomsorgens lange og korte historie i Danmark 55