Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

4.4 Standardisering og individualisering i ældreplejen – et
paradoks?
Ældreplejen står således over for to samtidige tilsyneladende modsatrettede tendenser
i retning af henholdsvis standardisering og krav om ensartethed, individualisering og
krav om individuel tilpasning til unikke individer. Ældreplejens ledelse står tilsyneladende
over for et paradoks, der kan udvikle sig til ledelsesmæssige dilemmaer.
4.4.1 Fem nyere eksempler på standardisering og individualisering i
ældreplejens organisering
Kan man opnå retssikkerhed14 og standardisering, samtidig med at man opnår fl eksibilitet
og individualisering? Eller formuleret på en anden måde: Er det muligt at
adskille de to modsatrettede tendenser på en måde, der udgør en opløsning af paradokset
snarere end en håndtering af dilemmaet? Eller er der grundlæggende tale om
et dilemma, som må håndteres ved at tage stilling til, på hvilke områder det er retssikkerheden
og standardiseringen, der er af afgørende betydning, og på hvilke områder
det er fl eksibiliteten og individualiseringen, der er af afgørende betydning?
I dette afsnit behandles disse spørgsmål gennem en analyse af nogle eksempler
på standardisering og individualisering i ældreplejens nyere historie. Indledningsvis
skal nogle grundlæggende kendetegn ved offentlige ydelser imidlertid fremhæves.
4.4.1.1 Generelle kendetegn ved offentlige ydelser
For det første er selve beslutningen om, at en ydelse skal være offentlig, fundamentalt
set et udtryk for, at samfundet fastsætter nogle standarder (i den generelle betydning
af ordet) for opgavens varetagelse, der principielt går forud for individuelle hensyn.
Man kan sige, at offentlige ydelser, ligesom enhver form for lovgivning, stort set
altid rummer et samfundsmæssigt hensyn eller et udvidet produkt (Antonsen 1989;
Antonsen & Jørgensen 1992, 66-68), der er selve rationalet bag, at det er offentligt.
Rationalet bag at have en offentlig hjemmepleje er, at man politisk har fastsat nogle
generelle standarder for en værdig alderdom i eget hjem. Når man i en valgkamp til
folketinget, såvel som i landets kommunalbestyrelser, drøfter, om rengøringen skal
leveres hver tredje uge, hver fjortende dag eller hver uge, og hvad den skal omfatte,
så drøfter man fastsættelsen af nogle landsdækkende eller lokale retningslinier for
hjemmeplejens arbejde. I den forstand må individualisering af offentlige ydelser altid
forstås inden for rammerne af nogle mere eller mindre fl eksible samfundsmæssige
standarder.
For det andet er det kendetegnende for de fl este offentlige ydelser, at brugerne af
ydelserne ikke betaler for ydelsen, eller i hvert fald ikke betaler de fulde omkostninger
ved ydelsens tilvejebringelse. I Danmark er de fl este offentlige ydelser helt eller
delvist skattefi nansierede, hvilket betyder, at alle betaler ind til den fælles kasse, som
så fi nansierer de forskellige aktiviteter, som det politisk er bestemt, at samfundet skal
tage sig af. At ydelsen er gratis eller relativt billig (set i forhold til frembringelses-
4. Standardisering og individualisering – et paradoks? 137