Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

er andelen dog helt oppe på 30 % og i Italien 50 % (Hutten & Kerkstra 1996, 13).
Tallene har givetvis ændret sig siden undersøgelsen blev lavet, men de illustrerer, at
der er en pæn variation i omfanget af brugerbetaling. Fastsættelsen af omfanget af brugerbetaling
afhænger ligeledes af forskellige faktorer. Den ældres indkomst er noget,
som tages i betragtning i de fl este lande. I en del lande indgår også husholdningens
sammensætning og nogle steder tillige familiemedlemmers midler. Herudover er det
ikke uden betydning, hvilken lokal myndighed den ældre er tilknyttet. I England er
der f.eks. ingen nationale retningsliner for, hvilke kriterier der skal indgå (Hutten &
Kerkstra 1996, 13-14). I Sverige er der imidlertid lagt et loft over, hvor stor egenbetalingen
må blive (Szebehely 2003, 57).
Den største del af udgiften er imidlertid skattefi nansieret eller fi nansieret gennem
forsikringsordninger. Kun i Grækenland er al hjemmepleje for egen regning eller
fi nansieret af de nonprofi torganisationer, som også står for leveringen af dem, særligt
Græsk Røde Kors eller den græsk ortodokse kirke (Hutten & Kerkstra 1996, 9-11).
Skattefi nansieringen er typisk en blanding af lokale skatter og nationalt opkrævede
skatter. Forsikringsordningerne kan være offentlige og gælde for alle, som det er
tilfældet i Holland og til dels Tyskland, eller være delvist private som i Frankrig. I
Frankrig er hjemmepleje til lavindkomstgrupper dækket af det offentlige, og hjemmeplejen
til andre grupper af ældre er dækket delvist af de enkelte ældres private
forsikringsordninger (Hutten & Kerkstra 1996, 9-11; Rostgaard & Fridberg 1998,
297-302, 465-469, 518-534).
I Danmark, Finland, Sverige og Norge er hjemmeplejen, ud over egenbetaling,
skattefi nansieret af dels kommunale skatter og dels nationale skatter. I Luxembourg
er omkring 40-50 % fi nansieret af staten og ca. 20 % af kommunerne. Finansieringen
af østrigsk hjemmepleje er baseret på skatter, men her fra henholdsvis provinsen og
kommunerne. I Frankrig er hjemmeplejen for de ældre med de laveste indkomster
subsidieret fra lokale myndigheder. De mere velhavende ældres udgifter til hjemmepleje
refunderes delvist gennem deres forsikringsordninger hos private forsikringsselskaber.
Den tyske hjemmepleje kan deles op i to kategorier. Den ene, som tildeles
sammen med hjemmesygepleje, refunderes af den offentlige sundhedsforsikring, hvor
andre typer i nogen grad dækkes af lokale myndigheder. I England er hjemmeplejen
de lokale myndigheders ansvar, og ældreplejen er primært skattefi nansieret. I Belgien,
Irland, Italien og Portugal er dele af hjemmeplejen fi nansieret af staten gennem
skatter. I Holland har ca. 90 % af omkostningerne til hjemmepleje siden 1989 været
fi nansieret gennem et offentligt forsikringssystem, der er rettet mod at dække særlige
sundhedsomkostninger benævnt AWBZ, hvor præmierne indsamles i forbindelse
med indkomstskatten. Den spanske hjemmepleje er for 90 % vedkommende dækket
af offentlig forsikring (Hutten & Kerkstra 1996, 9-11; Rostgaard & Fridberg 1998;
Szebehely 2003) (se tabel 4).
Endelig er der i mange lande nogle systemer til betaling for pleje, hvor udøverne
er en af de ældres pårørende eller en del af den ældres sociale netværk. Der er noget,
der tyder på, at denne type ordninger er ved at vinde frem (Bettio & Plantenga 2004,
97-98; Kröger 1999, 17-19; Rostgaard & Fridberg 1998, 72-73).
98 Fælles sprog i ældreplejens organisering