Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

kommunernes organisering af ældreplejen, der indebærer en obligatorisk opdeling i
en myndigheds- og en leverandørorganisation (den såkaldte bestiller-udfører-model),
indførelsen af én central visitationsenhed, som alle kommunens visitatorer er tilknyttet,
og en kommunal forpligtelse til at sikre, at der er mindst én privat leverandør af
praktisk bistand og pleje i kommunen.
En overordnet tendens i samspillet mellem sygehusvæsen og kommunal ældrepleje,
der har præget det ældrepolitiske område de seneste 10-15 år, har haft stor betydning
for det felt, Fælles sprog fi nder sin anvendelse i. Generelt har den medicinske
teknologi inden for sygehusvæsenet udviklet sig i retning af ambulant behandling
og deraf følgende kortere indlæggelsestider. De ældre er således gennemsnitligt indskrevet
kortere tid på sygehuset, inden de vender tilbage til egen bolig. Det har dels
haft som konsekvens, at kommunerne oplever en voksende efterspørgsel efter mere
komplekse plejeydelser, og dels et større behov for prioritering af træningsdelen af
den kommunale indsats. Udviklingen har generelt givet problemer i samspillet mellem
sygehusvæsen og kommunal ældrepleje, idet kommunerne mener, der er sket en
opgaveglidning fra sygehusvæsen til kommunal ældrepleje. To love, der trådte i kraft
i 2001, med relation til træningsområdet havde afsæt i et ønske om at komme den
oplevede opgaveglidning til livs. Træningslovenes væsentligste indhold var således
en sondring mellem amtskommunal genoptræning og kommunal vedligeholdelsestræning.
1 Dermed søgte man fra centralt niveau at regulere det, der af mange blev
betragtet som en gråzone. På trods af den nye lovgivning eksisterer der stadig en
række problemstillinger på genoptræningsområdet – herunder f.eks. uklar defi nition af
begreberne “genoptræning” og “vedligeholdelsestræning” samt manglende standarder
i forhold til udveksling af informationer på tværs af sektorerne.
Den kommunale hjemmeplejes udbygning, lovgivningsinitiativerne på området
såvel som det ændrede samspil med sygehusvæsenet udgør en vigtig baggrund for at
forstå de sammenhænge, som Fælles sprog udvikles i.
8.1.1.1. Hvordan er Fælles sprog vokset frem, og hvordan har det udviklet sig, siden
det startede op?
Historien om oprindelsen og udviklingen af et fælles sprog i ældreplejen kan inddeles
i tre overordnede perioder: en udviklings- og forsøgsperiode fra 1994 til 1998,
en implementeringsperiode fra 1998 til 2004 samt en ny udviklingsperiode fra 2001
– 2004. Første gang behovet for et standardiseret kommunikations- og styringsredskab
inden for ældreplejen blev klart formuleret af Kommunernes Landsforening (KL) var
i 1994. Her blev behovet for sammenhængende IT-løsninger fremhævet som midlet,
der kunne sikre overblik og forbedre styringen på ældreområdet. Det blev imidlertid
gradvist klart, at uden et klart og utvetydigt tværkommunalt fælles sprog til kommunikation
om ydelser og behov inden for ældreplejen lod en sammenhængende
IT-løsning sig ikke realisere.
I 1996 barslede KL med rapporten “Ældreområdet. Forslag til fælles sprog vedr.
behov og ydelser”, der dermed blev det første bud på et fælles sprog i ældreplejen. I
rapporten fremhæves det, at det fælles sprog skal tjene fi re hovedformål: 1) styrkelse
278 Fælles sprog i ældreplejens organisering