Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

på den anden side socialministerium, servicestyrelse, Kommunernes Landsforening
og kommuner (se afsnit 3.4.1). Vanskeligheden ved at fremme en bedre sammenhæng
skærpes naturligvis af forskellige faglige traditioner i henholdsvis sundhedsvæsenet
og socialvæsenet, men det gælder i alle lande.
Hvor om alting er, så er det meget tydeligt, når man sammenligner kategoriseringssystemerne
i Danmark, Norge og England, at de er præget af forskellige prioriteringer
(se afsnit 3.5.1). I Danmark har man tænkt snævert kommunalpolitisk. Den primære
prioritering har været at skabe et visiteringsværktøj til hjemmepleje, der kunne fremme
dokumentation af og sammenhæng mellem kommunalpolitiske beslutninger, individuel
visitation og faktisk leveret hjemmepleje.
I Norge har man i højere grad tænkt systemet som et nationalt styringssystem af
den samlede kommunale ældrepleje, hvori hjemmeplejen naturligvis indgår. Man har
lagt mere vægt på produktion af valid national statistik på ældreområdet, og man har
lagt vægt på, at alle, eller i hvert fald de fl este, kommunale ældreplejeopgaver skulle
visiteres igennem den samme proces. Derimod synes systemet mindre velegnet til en
detaljeret styring af leveringen af hjemmepleje.
I England har man ikke lagt den vægt på national statistikproduktion, som man har
gjort i Norge. Her har den primære prioritering været at skabe en sammenhængende
vurderingsproces, og systemet er således det af de tre systemer, der mest konsekvent
forsøger at skabe en sammenhæng mellem de forskellige indsatser over for de ældre
i social- og sundhedsvæsenet.
Sammenligningen af systemerne tyder imidlertid på, at der er et trade-off mellem de
forskellige prioriteringer for, hvad angår kategorierne til beskrivelse af ydelserne. Det
er vanskeligt at lave et ydelseskatalog, der både kan bruges til den daglige arbejdsplanlægning
i hjemmeplejen og samtidig kan beskrive alle de forskellige serviceydelser
i ældreplejen eller for den sags skyld på hele social- og sundhedsområdet.
For hvad angår funktionsvurderingen er det norske og engelske kategoriseringssystem
betydeligt mere detaljeret og, særligt for det engelske systems vedkommende,
beregnet til registrering af oplysninger fra forskellige professioner inden for social- og
sundhedsområdet. Også her kunne der være inspiration at hente for en videreudvikling
af det danske Fælles sprog.
Afslutningsvis er der grund til at fremhæve statens meget forskellige rolle i forbindelse
med udviklingen og implementeringen af kategoriseringssystemer inden for
ældreplejen. I Danmark har staten fi nansieret projektet, men overladt udvikling og
implementering til Kommunernes Landsforening. I Norge har staten stået for hele
processen. I England har staten stået for udviklingen af det overordnede system.
Derimod overlades udvikling og implementering af lokale styringssystemer til andre
aktører. Her akkrediterer staten, at disse systemer lever op til visse minimumskrav.
Herved eksisterer der en valgmulighed mellem forskellige systemer, der reelt er fraværende
i Danmark og Norge. På et område, hvor der ikke er generel professionel
enighed om, hvordan et kategoriseringssystem bedst konstrueres, har det den fordel,
at de forskellige systemer kan blive prøvet af i praksis.
124 Fælles sprog i ældreplejens organisering